Mangel på arbejdskraft kan give problemer for Femern-forbindelsen

Faglært såvel som ufaglært arbejdskraft inden for blandt andet bygge og anlæg tegner til at blive en større og større mangelvare i fremtiden, konkluderer rådgivningsvirksomheden Cowi i en ny analyse, som peger på, at det blandt andet kan blive en udfordring for anlæggelsen af Femern-tunnellen.
Det skriver Børsen.
Jens Ole Kaslund, som er teknisk direktør i Femern A/S, erklærer sig enig i, at manglen på arbejdskraft udfordrer det store anlægsprojekt.
“Der er helt sikkert en udfordring med at skaffe arbejdskraft herhjemme til byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen, men vores entreprenører vil også i det omfang, de ikke kan finde kvalificeret dansk arbejdskraft, hente arbejdskraft ind fra udlandet,” siger han til avisen.
Den tekniske direktør forventer imidlertid ikke, at problemet vil betyde forsinkelser af projektet.