Elon Musk vil åbne Tesla's lynladestandere for alle elbiler

I løbet af 2021 vil elbilsproducenten Tesla åbne sit netværk af såkaldte superchargers – altså lynladestandere – for elbiler af andre mærker end Tesla.
Det skriver Reuters med henvisning til et tweet fra elbilproducentens stifter og topchef Elon Musk.
"Vi åbner vores lynladestander-netværk for andre elbiler senere i år," skrev Elon Musk i et svar på Twitter tirsdag.
I et efterfølgende tweet tilføjer han, at det på sigt vil komme til at gælde for lynladestanderne i alle lande verden over.
Ifølge Reuters har Tesla globalt flere end 25.000 lynladestandere, som altså snart vil være tilgængelige for elbiler, uanset om det er en Tesla eller en konkurrents.