Flere flyforsinkelser i Københavns Lufthavn: Bagagemedarbejdere er gået til fagligt møde

En række fly, der skulle være lettet fra Københavns Lufthavn, har endnu ikke forladt landingsbanen. Samtidig er flere senere afgange forsinket.
Det fremgår af lufthavnens hjemmeside.
Overfor Ekstrabladet har fagforeningen 3F bekræftet, at det skyldes, at nogle af lufthavnens bagagemedarbejdere er gået til fagligt møde.
En oplysning, som 3F efterfølgende også har bekræftet overfor MobilityWatch. 3F kan dog endnu ikke sige, hvad det faglige møde handler om.
Københavns Lufthavn har til Finans bekræftet, at det er bagagemedarbejdere fra selskabet SAS Ground Handling, der er gået til fagligt møde.
"Arbejdsnedlæggelse hos et handlingsselskab giver mindre forsinkelser for nogle afgange, men påvirker ikke øvrig drift," står der på lufthavnens hjemmeside.