Mens biltrafikken er faldet vokser mængden af godstransport i nordjysk havn – forventer mere fra kombiterminal

Bil- og passagertrafikken er skrumpet med 60 pct. under coronapandemien i Hirtshals Havn, men til gengæld har pilen peget den anden vej for godstransporten.
Det skriver TV 2 Nord.
"Vi kan allerede nu se, at de første måneder af 2021 giver en stigning på to procent. Det er ikke sikkert, det holder, men vi er optimistiske," siger Andreas Duus, adm. direktør i Hirtshals Havn.
Havnens kombiterminal er imidlertid ikke taget fuldt i brug endnu, hvorfor der endnu ikke kører nogen godstog fra havn, selvom det er noget, kunderne efterlyser, fortæller havnedirektøren.
Det er imidlertid forventningen, at havnen, som lige nu er i dialog med flere transportfirmaer, vil have godstogsaktiviteter fra omkring maj 2022.