Odense Kommune sælger parkeringsanlæg til europæisk fond for trecifret millionbeløb

Den europæiske investeringsfond Catella Parken Europa har købt den nyanlagte parkeringskælder under Thomas B. Thriges Gade i det centrale Odense. Dermed er den stort anlagte byomdannelses sidste finansiering på plads.
Parkeringsanlægget under Thomas B. Thriges Gade byder på omkring 1000 parkeringspladser. | Foto: PR / Peter Gramstrup
Parkeringsanlægget under Thomas B. Thriges Gade byder på omkring 1000 parkeringspladser. | Foto: PR / Peter Gramstrup

Odense Kommune har solgt parkeringskælderen under den centralt beliggende og nu omdannede Thomas B. Thriges Gade til den europæiske parkeringsinvesteringsfond Catella Parken Europa, som administreres af hollandske Orange Investment Management og tyske Catella Real Estate AG. I en pressemeddelelse skriver kommunen, at salgsprisen ligger på 365 mio. kr. for anlægget, som EjendomsWatch sidste år beskrev var til salg.

Der er tale om den 11. ejendomsinvestering i den tyskbaserede fond, der hører under koncernen Catella Group med hjemsted i Stockholm.

Salget sikrer den sidste finansiering af det storstilede byomdannelsesprojekt, der har fjernet den sydlige del af Thomas B. Thriges Gade og forvandlet området til et forbindelsesled, hvor gågademiljøet i Vestergade kobles sammen med den gamle bydel omkring Overgade.

Et unikt anlæg

Ifølge Michiel Gerritsen, chef hos Orange IM, "har beliggenheden og de mange adgangsmuligheder til parkeringskælderen været afgørende."

"Med den tidligere funktion, som tungt trafikeret akse, ligger parkeringskælderen og passagen fuldt indlejret under det meste af byens centrum - og det gør dette anlæg ret unikt, og oplagt som mobilitetscenter," siger Michiel Gerritsen i meddelelsen og tilføjer, at "anlægget har potentiale til at kunne udvikle området yderligere i fremtiden."

Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) udtaler, at "det planlagte salg er et vigtigt led i vores ambition om at give Odense en helt ny bydel omkring Thomas B. Thriges Gade."

"Snart bliver den sidste sten lagt til et centrum, der er bundet sammen igen og inviterer til liv og fællesskaber. Her er gode parkeringsmuligheder en nødvendighed, så man netop kan komme tæt på alt det, Odense har at byde på – og det er borgerne sikret med den aftale, der er indgået," siger Peter Rahbæk Juel.

Nye rammer for boliger, erhverv og byliv

Odense Kommune og Realdania har hver især skudt 225 mio. kr. i byomdannelsesprojektet, der har fjernet den sydlige del af den firesporede Thomas B. Thriges Gade og i stedet lade området forvandle til et forbindelsesled, hvor gågademiljøet i Vestergade kobles sammen med den gamle bydel omkring Overgade.

"Det er i den grad en glædelig nyhed, at den sidste økonomiske brik er faldet på plads. Ikke bare glædeligt for Odense, men også for andre byer, der vil skabe nye rammer for boliger, erhverv og byliv, og som nu både kan finde inspiration i den nye bydel og i den økonomiske model for hele projektet," lyder det fra Jesper Nygård, adm. direktør hos Realdania.

Investorduoen, der i forvejen ejer parkeringsarealer i København, har indgået en "langsigtet aftale" med Q-Park, der fremover vil drive den nye p-kælder i Odense.

Colliers International og Kromann Reumert har været rådgivere for Odense Kommune, mens Plesner har stået for den juridiske rådgivning af Catella Parken Europa.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EjendomsWatch)

Trods kritik: Aarhus Kommune holder fast i gratis parkering til elbiler 

Ladestanderselskaber kritiserer langsomme processer i kommunerne: Det bremser udviklingen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også