Første spadestik i Tyskland er taget til Femern-forbindelsen

Efter planen står Femern-forbindelsen klar i 2029. Nu er arbejdet i gang både på dansk og tysk side.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det første spadestik på dansk grund er allerede taget for flere måneder siden, og mandag blev det første spadestik til Femern-forbindelsen, der skal forbinde Lolland med den tyske ø Femern, så taget i Tyskland.

Med til begivenheden var blandt andre de to landes transportministre, altså heriblandt den danske, Benny Engelbrecht (S).

"Det er en meget stor og vigtig dag i dag, når vi også fysisk kommer i gang med byggearbejdet på tysk side."

"De endelige godkendelser er faldet på plads hos vores tyske naboer, og det betyder, at nu tager vi det sidste skridt i forhold til at få sat det konkrete byggearbejde i gang på tysk side," siger Engelbrecht.

Femern-forbindelsen ventes at stå klar i 2029 og vil være en 18 kilometer lang sænketunnel under vandet, hvor der både kan køre biler og tog.

Det vil tage ti minutter at køre i bil gennem tunnelen og syv minutter i tog. Planlægningen af Femern-forbindelsen har været over 25 år undervejs, og byggeriet er kommet i gang langt senere, end det oprindeligt var planlagt.

Da aftalen blev indgået, var forventningen, at forbindelsen kunne stå klar i 2018. Oprindeligt var der planlagt en bro, men det blev i 2011 ændret til en tunnel.

Projektet har blandt andet været forsinket af protester fra borgere, miljøorganisationer og rederier, men i begyndelsen af november sidste år blev alle klager fejet af bordet ved forvaltningsdomstolen i Leipzig.

Og dermed var der grønt lys til det første spadestik på tysk side.

"Med de godkendelser, der er kommet på plads i de tyske domstole, så er 2029 pejlemærket," siger Engelbrecht.

"Det er selvfølgelig en forsinkelse i forhold til de oprindelige planer, hvor tunnelen allerede ville have været åbnet, men de tyske domstole og deres miljøgodkendelsesprocesser er meget langsommelige," siger Engelbrecht, der ikke frygter flere forsinkelser:

"Man skal aldrig vide sig for sikker på, at noget uventet kan dukke op. Men der er ikke noget, som peger i den retning."

Nye tyske klager rammer Femern-projekt

Store infrastrukturprojekter er dyrere i EU end resten af verden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også