Politi skal mindske ventetid på sikkerhedstjek af ansatte i lufthavne

Forlænget sikkerhedstjek af ansatte har ramt luftfarten. Mere politi skal nedbringe sagsbehandlingstiden.
Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Justitsministeriet har bedt politiet om at gå i dialog med luftbranchen om længere sagsbehandlingstid på sikkerhedsgodkendelse af medarbejdere.

Det oplyser ministeriet i en skriftlig kommentar.

Problemet er opstået efter en ny EU-forordning om udvidet baggrundskontrol. Den har gjort det sværere at få sikkerhedsgodkendt nyansatte i danske lufthavne.

Ventetiden på sagsbehandling tog før typisk 10-12 dage. Nu tager det mellem fire og seks uger.

Branchedirektør i erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) Karsten Lauritzen pegede i weekenden på, at løsningen skulle findes i at få ansat mere politi til opgaven.

”Vi så meget gerne, at de ansvarlige myndigheder – det er så i sidste ende justitsministeren – fik sat det mandskab på den her opgave, som skal til for at sikre, at man har den sagsbehandlingstid, som man havde inden de nye regler.”

Til dette oplyser Justitsministeriet, at Rigspolitiet har allokeret 10 medarbejdere til at varetage sagsbehandlingstiden. Tidligere sad to medarbejdere med opgaven.

Ifølge ministeriet forventer politiet en sagsbehandlingstid på de typiske 10-12 dage i perioden frem til juli.

Jens Bo Hansen er direktør for Aviator og Copenhagen Flight Services, der håndterer bagage i Københavns Lufthavn. Her mærker man konsekvenserne af den lange sikkerhedsgodkendelse.

”På nuværende tidspunkt mangler vi at få godkendt en hel del kolleger, hvilket indebærer, at vi har vanskeligt ved at få vores fly afsted til tiden,” siger han.

Ifølge Jens Bo Hansen har de i øjeblikket mellem fem og ti medarbejdere, der venter på en sikkerhedsgodkendelse.

Flere rejsende skaber personalemangel i Københavns Lufthavn

Milliardinvestering skal fordoble luftfragt i Billund Lufthavn

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også