Aarhus Havn gennemfører omstridt udvidelse på 43 hektar

Forslaget om at udvide havnen har fået kritik fra flere sider for bl.a. at ødelægge udsigten.
Foto: Casper Dalhoff
Foto: Casper Dalhoff
Af Ritzau

Aarhus Havn, Danmarks største industrihavn, skal udvides med 43 hektar. 

Det har et flertal i kommunens byråd aftalt onsdag, skriver Århus Stiftstidende.

Forslaget om at udvide havnen har fået kritik fra flere sider - blandt andet for at ødelægge udsigten og skade både klima og miljø. Området svarer til 60 fodboldbaner. 

Aftalen er noget mindre omfangsrig end den oprindeligt foreslåede udvidelse på 105 hektar. En yderligere udvidelse kan dog senere komme på tale ifølge avisen.

”Vi har samlet set lavet en bæredygtig og balanceret aftale om en udvidelse,” siger borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S) ifølge Århus Stiftstidende. 

Han mener, at aftalen adresserer mange af de bekymringer, der har været rejst. 

Ifølge Venstre er det muligt som følge af aftalen at se fra Mols til Marselisborg Slot i det sydlige Aarhus. Det siger politisk leder og rådmand Christian Budde (V) til TV 2 Østjylland.

”I Venstre er vi først og fremmest glade for, at det lykkes at passe på den unikke udsigt udover bugten, som vi ved optager utrolig mange aarhusianere,” siger han.

Aftalen er underskrevet af Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre og SF.

Havneudvidelsen har skabt stor debat. Sidste år foreslog flere partier i byrådet at sende forslaget til folkeafstemning.

Med udvidelsen etableres en ny ydermole, som forventes færdig i 2030. Den samlede pakke af tiltag forventes at stå klar i 2039 ifølge Århus Stiftstidende. 

SF er tilfreds med, at udvidelsen bliver mindre end planlagt.

”For os har det været vigtigt for første gang i byens historie at sikre, at et nyt stort anlægsprojekt ikke stifter klimagæld,” siger Liv Gro Jensen (SF) i en udtalelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også