Oliepriserne i svag stigning efter banktumult

Efter et fald mandag, stiger oliepriserne tirsdag, hvor markedet venter en melding fra den amerikanske centralbank på renteudviklingen.
Foto: Mark Blinch/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Mark Blinch/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne stiger svagt tirsdag morgen efter livlinen til Credit Suisse og en udtalelse om støtte fra centralbankerne oven på halvanden uge med tumult i banksektoren, der holder markedsstemningen nede.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 73,11 dollar mod 72,57 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 66,90 dollar mod 66,19 dollar mandag eftermiddag.

Oliepriserne faldt fra morgenstunden mandag med omkring 3 dollar per tønde efter nyheden om UBS’s overtagelse af Credit Suisse, der blandt andet medfører en nedskrivning af obligationer med en nominel værdi på omkring 120 mia. kr. til nul. Derefter vendte billedet, så det endte med lidt højere priser - blandt andet efter udtalelser fra chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, der påpegede, at efterspørgslen falder som følge af nervøsiteten, og at det i sig selv kan hjælpe ECB’s arbejde med bekæmpelse af inflationen på vej.

Derudover har flere store centralbanker udtalt, at de vil hjælpe med at forbedre markedslikviditeten og støtte banksystemet.

”Hvis bankkrisen ikke spreder sig yderligere, vil markedsstemningen muligvis stabilisere sig, og oliepriserne vil have en chance for at komme sig,” siger en analytiker fra Haitong Futures ifølge Reuters.

Markedet venter tirsdag på beslutningen fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, om hvorvidt renterne skal stige og i så fald hvor meget, efter afslutningen af at to dage langt møde onsdag.

Efter tumulten i banksektoren er markedsforventningen, at centralbanken vil hæve renten med 25 basispoint mod tidligere ventet 50 basispoint, lyder det ifølge Reuters.

Opec+, der omfatter de største olieeksporterende lande og deres allierede, mødes 3. april. I oktober aftale gruppen at sænke den daglige olieproduktion med 2 mio. tønder indtil slutningen af 2023.

Den amerikanske olieeksport har denne måned ramt rekordhøjde med 2,1 mio. tønder om dagen, ansporet af fald i prisen på WTI-olie og en lavere efterspørgsel fra amerikanske raffinaderier.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 1981,51 dollar mod 1973,88 dollar mandag eftermiddag. Da tumulten var på sit højeste mandag morgen, var guldprisen også pænt over 2000 dollar per troy ouce, fordi investorerne søgte mod sikker havn.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også