Aalborg Lufthavn blev ramt af hackerangreb

Det er anden gang inden for kort tid, at lufthavnens hjemmeside er blevet hacket.
Foto: Pr / Aalborg Lufthavn
Foto: Pr / Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavns hjemmeside var kortvarigt ramt af et hackerangreb søndag.

Det oplyser lufthavnen til MobilityWatch.

Salgs- og marketingdirektør, Martin Svendsen, kan ikke give mange detaljer om angrebet, men efter at have været i kontakt med lufthavnens it-leverandør oplyser han, at lufthavnens hjemmeside var nede mellem kl. 16-17.

”Vi er i gang med at analysere, hvad der nøjagtigt er sket,” siger Martin Svendsen.

Han understreger dog, at lufthavnens drift ikke har været påvirket af angrebet. 

Københavns Lufthavn var søndag også påvirket af hackerangrebet, som gruppen Anonymous Sudan har taget ansvaret for.

På mediet Telegram skrev hackergruppen, at den havde angrebet i alt 11 danske lufthavne søndag - angiveligt på grund af utilfredshed med tidligere koranafbrændinger ved den tyrkiske ambassade.

”Infrastrukturen i danske lufthavne har været nede på grund af deres afbrænding af Koranen,” skrev hackergruppen på Telegram.

Københavns Lufthavn meldte søndag om et nedbrud på sin hjemmeside som følge af et angreb, men var også kort efter oppe at køre igen.

Martin Svendsen fra Aalborg Lufthavn kan ikke bekræfte, at Anonymous Sudan står bag angrebet, men han oplyser, at lufthavnen også var udsat for angreb i februar, hvor gruppen slog til mod flere danske virksomheder, herunder lufthavne.

Ekstra Bladet skrev søndag, at bl.a. også Midtjyllands Lufthavn var lagt ned, og hjemmesiden virkede ikke indtil mandag morgen kl. 8. 

MobilityWatch har været i kontakt med lufthavnen, men her melder man, at man ikke selv har bemærket, at hjemmesiden har været nede.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også