Færre rejste med indenrigsfly til Aalborg i juli

Til gengæld var de samlede passagertal de højeste siden 2018.
Foto: Cathrine Ertmann/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Cathrine Ertmann/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Indenrigstrafikken haltede efter i Aalborg Lufthavn i juli måned. Det fremgår af en meddelelse fra lufthavnen.

Antallet af rejsende faldt således med 10 pct. sammenlignet med samme periode sidste år til 53.463. Indenrigstrafikken satte dog også rekord i juli 2022 med 59.273 passagerer.

”Selvom indenrigstrafikken ikke kunne måle sig med juli sidste år, var flyene godt fyldte med et samlet passagerantal over 2019-niveau. Der er derfor store forventninger til rejseaktiviteten, når vi kigger frem mod august og september,” lyder det fra lufthavnsdirektøren i Aalborg, Niels Hemmingsen.

Samlet tog 137.006 rejsende turen gennem Aalborg Lufthavn i juli 2023. Der er tale om det højeste antal rejsende siden 2018 og en stigning på 8 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Det er særligt på udenrigsrejserne, at der er sket en stigning. Her er antallet af rejsende steget med 25 pct. til 53.226 sammenlignet med juli 2022.

”Ser man bort fra de udfordringer i ferietrafikken, som KLM-aflysningerne og sidste uges triste hændelser på Rhodos gav, så kom vi rigtig positivt ud af juli,” lyder det fra Niels Hemmingsen.

Også antallet af charterrejsende steg fra 25.268 passagerer sidste år til 30.317 passagerer i juli 2023.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også