Tredje gang var der bid: It-leverandør valgt til forsinket busterminal i København

Vejdirektoratet har nu fundet leverandøren af trafikstyringssystem til den forsinkede busterminal ved Dybbølsbro.
Busser ved Ingerslevsgade nær Hovedbanegården | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Busser ved Ingerslevsgade nær Hovedbanegården | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Den nye fjernbusterminal ved Dybbølsbro, der efter flere forsinkelser ventes at kunne tages i brug til forsommeren næste år, har efter store kvaler nu fundet ud af, hvem der skal levere et vigtigt trafikstyringssystem.

Det skriver TV2 Kosmopol på baggrund af et notat fra Økonomiudvalget i Københavns Kommune, som sammen med Vejdirektoratet er de primære kræfter bag projektet.

Hele tre udbudsrunder skulle der til, før man fandt en leverandør af det såkaldte ITS-system, der skal sørge for trafikstyring og passagerinformation.

”Det vindende tilbud ligger indenfor budgetrammen, og Vejdirektoratet har nu indgået kontrakt om ITS-entreprisen,” lyder det i notatet, hvor det dog ikke fremgår, hvem vinderen blev.

Det var netop forsinkelser med ITS-systemet, der senest udskød tidsplanen for busterminalen, som skal løse den udfordrede trafikale situation omkring Ingerslevsgade nær Hovedbanegården, hvor der i dag holder busser.

Egentlig skulle terminalen have stået klar i foråret 2023, men blev skudt til sommeren 2023, indtil ITS-forsinkelsen igen skød tidsplanen, så den nu først kan tages i brug til forsommeren 2024. Det er, selv om anlægsfasen af terminalen afsluttes i denne måned.

Udover at busterminalen, der blev besluttet i 2020, er blevet forsinket, er den også blevet betydeligt dyrere end planlagt. Budgettet på oprindeligt 80,2 mio. kr. blev således sprængt, og prisen ender nu på 161 mio. kr., skriver TV2 Kosmopol.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også