Hollandsk operatør overtager flyrute mellem Karup og København

Det seneste års turbulens har været skidt, siger lufthavnsformand, der glæder sig over ny operatør.
Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde
AF RITZAU

Det hollandske luftfartsselskab AIS Airlines overtager flyvningerne mellem Karup og København fra 2. oktober.

Det oplyser Midtjyllands Lufthavn i en pressemeddelelse.

Den hidtidige operatør, Danish Air Transport (DAT), besluttede i august at indstille flyvningerne på ruten fra fredag 8. september.

Tirsdag i denne uge oplyste lufthavnens formand, Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V), at der var fundet en ny operatør til at flyve på ruten.

Flymediet Check-In.dk erfarede efterfølgende, at det var det hollandske selskab, som tager over, og det er nu bekræftet af lufthavnen.

Ulrik Wilbek ser frem til samarbejdet, siger han i pressemeddelelsen.

”I den tid, DAT har fløjet ruten siden genåbningen af Midtjyllands Lufthavn den 17. april, er passagertallene løbende blevet bedre. Og derfor er jeg ikke i tvivl om, at der er behov for ruten på sigt.”

”Omvendt vil jeg heller ikke lægge skjul på, at det seneste års turbulens har været skidt for lufthavnen. Erhvervslivet har brug for en rute, de kan stole på, og derfor er det også helt afgørende at sikre ro om ruten og lufthavnen,” siger Ulrik Wilbek.

Der bliver fire daglige afgange fra Karup og fire returafgange fra København, og flyene bliver af en mindre type, end DAT gjorde brug af.

Der er tale om fly af typen Jetstream 32 med en kapacitet til 19 passagerer.

”Det kan selvfølgelig betyde, at man skal være tidligt ude for at få plads på visse afgange, men jeg tror på, at det vigtigste er, at vi kan melde udsolgt på hovedparten af afgangene,” siger Ulrik Wilbek.

AIS Airlines er en regional operatør med base i Lelystad i Holland.

Selskabet blev grundlagt i 2009 og opererer ifølge pressemeddelelsen på adskillige ruter rundt omkring i Europa.

Lufthavnen i Karup er ejet af en gruppe midt- og vestjyske kommuner.

Ruten mellem Karup og Kastrup er lufthavnens eneste.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også