Aabenraa Havn forhandler med nye virksomheder efter grøn partners skuffende exit

To års arbejde med et grønt brintanlæg til et stort trecifret millionbeløb gik i vasken. Men Aabenraa Havn er fortrøstningsfulde over interessen fra andre virksomheder, fortæller havneledelse.
Henrik Thykjær (tv.) og Erwin Andresen er hhv. direktør og bestyrelsesformand i Aabenraa Havn, hvor man håber på at få store grønne virksomheder i fold til de nyerhvervede havnearealer. | Foto: Aabenraa Havn / Pr
Henrik Thykjær (tv.) og Erwin Andresen er hhv. direktør og bestyrelsesformand i Aabenraa Havn, hvor man håber på at få store grønne virksomheder i fold til de nyerhvervede havnearealer. | Foto: Aabenraa Havn / Pr

Der blev ellers ikke sparet på rosende ord i de to år, hvor Linde Gas havde udset sig Aabenraa Havn til at huse et power-to-x (PTX)-brintanlæg til 750 mio. kr. 

Her lød det, at man havde fundet den perfekte samarbejdspartner i Aabenraa Havn, men efter to års forundersøgelser endte det alligevel i skuffelse for havnen, da Linde Gas opgav projektet. 

Ifølge den øverste ledelse i havnen er man dog allerede nu nået langt i forhandlingerne med andre virksomheder, der står klar til at indtage arealerne på den nærliggende Ensted Havn, som Aabenraa Havn overtog i 2021.

”Trods alt er Ensted Havn stadig unikke faciliteter, og de to år, vi har arbejdet sammen med Linde Gas, har vi fået markedsført Ensted, og derfor er der stadig meget stor interesse og mange virksomheder, der kigger i vores retning,” siger Henrik Thykjær, direktør hos Aabenraa Havn, til MobilityWatch.

Sammen med bestyrelsesformand Erwin Andresen og næstformand Niels Bergh-Hansen er han mødt op til en snak om fremtiden for Aabenraa Havns virksomheder med MobilityWatch. 

Havnebestyrelsen vil ikke ud med, hvem man forhandler med. Direktøren fortæller dog, at han regner med, at det vil blive offentliggjort inden for et halvt til et helt år.

Der er imidlertid stadig en vis ærgrelse at spore over Linde Gas’ exit, selvom havnebestyrelsen slår fast, at Linde Gas har fulgt aftalen til punkt og prikke.

”De er nået til et resultat, der ikke faldt i vores behag, og det er selvfølgelig skuffende. Allermest for regionen, når man ikke får sådan en virksomhed til,” siger bestyrelsesformanden Erwin Andresen.

Interessen ligger hos grønne virksomheder

Ifølge havneledelsen blev aftalen med Linde Gas sløjfet af forretningsmæssige årsager, som de ikke ønsker at uddybe videre. 

De understreger dog, at Linde Gas har været tydelig om, at beslutningen ikke havde noget med Aabenraa Havns faciliteter eller placering at gøre.

Og selvom havnedirektøren medgiver, at der måske har været enkelte virksomheder, der har droppet interessen i Aabenraa Havn i løbet af de sidste to år, afviser han, at der er overordnet set har været et stort tab som følge af Linde Gas’ exit.

”Vi har hele tiden haft dialog med de her virksomheder. Vores primære opgave har været at fastholde interessen, for Linde havde netop ikke forpligtet sig 100 pct. Så vi skulle holde virksomheder interesserede i området, fordi der var den risiko for, at projektet ikke blev realiseret,” siger Henrik Thykjær.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Foto: Aabenraa Havn/pr
Foto: Aabenraa Havn/pr

Aabenraa Havn er Danmarks 8. største kommunalt ejede erhvervshavn, og omtales som Sønderjyllands eneste erhvervshavn. 52 forskellige virksomheder har adresse på havnen. 

I 2021 overtog man havnearealerne på Ensted Havn, hvor Enstedværkets bygninger, der tidligere husede et kul- og oliefyret kraftværk, stadig ligger. 

Netop faciliteterne her er en af de ting, som Ensted-arealerne markedsføres på. Kablerne fra tiden som kulkraftværk ligger der nemlig stadig og kan overtages af en virksomhed, der producerer grønnere energi. 

Den særlige interesse i grønne virksomheder kommer primært af, at Aabenraa Havn er en kommunal selvstyrehavn. Det betyder, at kommunen sætter de overordnede rammer for havnens udvikling. Den daglige administration af havnen skal dog holdes adskilt fra kommunen, ligesom havnen har selvstændig økonomi.

Kommunens overordnede udviklingskrav til Aabenraa Havn går bl.a. ud på, at havnen skal prioritere grønne virksomheder. Og det er da ifølge ledelsen også udelukkende energivirksomheder med et bæredygtigt snit, som man forhandler med.

”Vi er stadig interesserede i PTX-projekter, men vi er også gået bredere end det,” siger Henrik Thykjær.

Det er dog ikke kun den grønne profil for de virksomheder, der indtager havnekajen, Aabenraa Kommune stiller krav til.

Kommunens modstridende krav

Der er yderligere to overordnede krav i en kommende ejerstrategi, der er under behandling, og som har særlig betydning for erhvervshavnens fremtid. Det er bare to krav, der potentielt er modstridende, hvis man spørger havnebestyrelsen.

For det første ønsker kommunen, at Aabenraa Havns omsætning skal løftes til 100 mio. kr. årligt inden for de næste 10 år. I dag omsætter havnen for et sted mellem 30 og 40 mio. kr. årligt.

Derfor mener havnebestyrelsen også, at det 10-års mål i sig selv er realistisk at nå. 

”De 100 mio. kr. i omsætning er realistisk, fordi vi omsætter for 40 mio. kr. på det her område i havnen. Nu får vi et område, der er lige så stort, ude i Ensted, så hvis det bare går lige så godt der, kommer vi op på 80 mio. kr.,” siger bestyrelsens næstformand, Niels Bergh-Hansen.

Den kalkule er havnedirektøren enig i, men supplerer dog, at det alligevel kræver visse ting af de nye virksomheder. 

”Der skal det til, at vi skal have nogle nye forretningsområder ind, der kan supplere de eksisterende og forhåbentlig har noget højere omsætning og højere afkast,” siger Henrik Thykjær til MobilityWatch.

Det mest optimale for havnen ville være at få en eller to store virksomheder ind på Ensted Havn. De store virksomheder trækker nemlig mindre følgevirksomheder med sig, fordi de ønsker at være let tilgængelige for de større virksomheder.

Her kommer kommunens andet krav muligvis til at spænde ben for det scenarie.

Virksomheder kommer til at forsvinde

Samtidig med at byrådet ønsker at udvide erhvervslivets kapacitet på havnen, er havnens arealer nemlig også blevet genstand for lokalpolitikernes opmærksomhed af en anden årsag.

Den anden del af kommunens nye ejerstrategi går nemlig ud på, at man vil bygge boliger på havnens arealer. 

Det bekymrer dog de virksomheder, der lige nu driver forretning på erhvervshavnen i Aabenraa. Kommunens planer vil nemlig kunne betyde, at lejekontrakterne ikke kan fornyes, og virksomhederne derfor skal rykkes andre steder hen.

”Virksomhederne føler sig voldsomt pressede af byens udvikling ned til havnen. De vil have en forsikring for de investeringer, de gør i Aabenraa,” siger Erwin Andresen til MobilityWatch. 

Havnebestyrelsen fortæller, at man endnu ikke har oplevet, at virksomheder er gået uden om Aabenraa Havn eller har trukket sig fra forhandlinger med dem endnu. 

Af den årsag er det ifølge dem dog kun endnu mere vigtigt, at man får lavet en klar plan med en tidshorisont, der harmonerer med virksomhedernes behov for lang sigtbarhed.

”Hvis ikke vi får havnens udviklingsplan til at harmonere med vores virksomheder, så kommer de til at forsvinde fra havnen. Så taber vi arbejdspladser, og så kommer det til at gå ud over både kommunen og hele Sønderjylland. Hvis de bliver indskrænkede i deres forretningsmuligheder, så forsvinder de,” siger Erwin Andresen.

Ifølge havneledelsen er kommunens kommende ejerstrategi dog indtil videre sat på pause, efter et høringssvar fra Aabenraa Havn netop pegede på udfordringer, som den planlagte byudvikling ville medbringe. 

Bestyrelsesformanden Erwin Andresen afviser, at man fra havnens side har regnet på, hvilke konsekvenser man vil opleve, hvis byudviklingsplanen træder i kraft, som den ser ud nu.

Han er dog sikker på, at det ville få store negative konsekvenser for kommunen.

”Vi kan ikke nå de omsætningstal, som er målet, hvis vi ødelægger vores forretningsgrundlag. Så det er klart, at vi tænker i en helt anden retning,” siger Erwin Andresen.

Fra havnens side lyder anbefalingen, at man får afstemt, hvilket tempo havnen kan udvikle sig i, så virksomhederne også bliver tilgodeset. Derfor er man positivt stemt over villigheden fra politikernes side til at genbehandle den kommende ejerstrategi.

Læs mere om planerne for byudvikling i havnen her:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også