Clever efter sidste års tab på en halv milliard: "Nu følger vi planen igen"

Ladeoperatøren forventer dog, at der fortsat vil stå røde tal på bunden.
"Vi har brugt 2023 på at komme tilbage til planen,” siger Casper Kirketerp-Møller | Foto: Pr / Clever
"Vi har brugt 2023 på at komme tilbage til planen,” siger Casper Kirketerp-Møller | Foto: Pr / Clever

Et underskud på en halv mia. kr.

Sådan lød resultatet før skat, da ladeoperatøren Clever satte punktum for 2022 i regnskabsmæssig forstand. 

Clevers adm. direktør, Casper Kirketerp-Møller, fastslår dog over for MobilityWatch, at selskabet i 2023 er kommet tilbage på sporet.

”Nu følger vi planen. Også økonomisk, så vi kommer ikke til at tage et ekstraordinært tab på en halv mia. kr. igen,” siger Casper Kirketerp-Møller en lille måned før afslutningen på det indeværende regnskabsår.

Ladeoperatøren, der som Danmarks største sidder på 38 pct. af markedsandelene herhjemme, forventer dog ikke, at det kommer til at levere overskud i 2023. Årsresultatet vil stadig være påvirket af, at selskabet fortsat investerer og vokser, fortæller direktøren.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Til gengæld forudser Clever, at planen om et overskud på driften altså holder. Selskabet forventer et positivt driftsresultat (ebitda) på mellem 50 og 100 mio. kr. I 2022 gav driften et underskud på 381 mio. kr. 

”Vi blev ramt af, at elpriserne eksploderede, men vi valgte at holde hånden under vores kunder. Det sled, og vi har brugt 2023 på at komme tilbage til planen,” siger Casper Kirketerp-Møller.

Projekter sat på pause

Clevers omkostninger steg, da elpriserne begyndte at stige i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. Selskabet havde omkostninger til strøm på over 1 mia. kr. i 2022.

Først hen i efteråret sidste år reagerede Clever ved at opsige kunders aftaler for at indføre et forbrugsbaseret energitillæg. 

En konsekvens af det betydelige underskud var desuden, at Clever måtte sætte nye projekter på pause. Derfor har genoprejsningen i 2023 ikke kun handlet om det økonomiske, men også at få gang i udviklingen igen.

(Læs videre under grafikken)

Casper Kirketerp-Møller fortæller, at Clever ”havde en masse ting, vi gerne ville,” som de stigende energipriser stjal al fokus fra.

”Det handler blandt andet om, at vi gerne ville fortsætte med at udvikle nye løsninger og så videre, men når der kommer noget ind fra højre, som du skal forholde dig til og håndtere, så bliver du nødt til at udskyde ens egne planer,” siger Clever-chefen.

I 2024 fylder Clever 15 år, og Casper Kirketerp-Møller har været med fra starten i 2009. Siden 2015 har han været manden i spidsen, og han ser trods turbulensen de seneste år med optimisme på det kommende år.

”Det er et superspændende marked at være i, og der sker en masse gode ting. Elbilerne bliver valgt til som aldrig før, og ladestandere skyder op som aldrig før, hvilket gør, at endnu flere vælger elbilen til,” siger Casper Kirketerp-Møller.

Clever har for nylig oplyst, at selskabet fra næste år sænker tilbagebetalingssatsen for kunder med eksempelvis solceller eller varmepumpe. 

Hidtil har Clever refunderet deres elafgift, selvom de kunder egentlig ikke har betalt fuld elafgift.

Ladeoperatøren har forklaret, at pengene, som er gået til den type kunder, i stedet kan bruges andre steder i forretningen.

Clever er ejet af de andelsejede energikoncerner Andel, der sidder på 95 pct. af ejerskabet, og Nrgi, som har de resterende 5 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også