Politi venter svar på hvad genstand i Billund Lufthavn indeholdt

I sag om en bombetrussel i Billund Lufthavn afventer politiet svar på, hvad genstanden præcis indeholdt.
Politi og brandvæsen til stede ved Billund Lufthavn lørdag den 20. april 2024, efter lufthavnen blev evakueret på grund af en bombetrussel. | Foto: Pressefotos.dk/Ritzau Scanpix
Politi og brandvæsen til stede ved Billund Lufthavn lørdag den 20. april 2024, efter lufthavnen blev evakueret på grund af en bombetrussel. | Foto: Pressefotos.dk/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er blevet taget kemiske prøver af den genstand, som en mand i 30’erne lørdag indleverede i Billund Lufthavn. En genstand, som manden selv har sagt, indeholdt sprængstof.

Prøverne skal med sikkerhed fastslå, hvad der var i genstanden, og politiet afventer svaret.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag kort før middag.

Genstanden blev afleveret lørdag formiddag, hvor manden også blev anholdt.

Han blev søndag fremstillet i et grundlovsforhør. Men da det blev holdt for dobbeltlukkede døre, er det uvist, hvad manden sigtes for, hvordan han forholder sig til sigtelsen, og hvad der er blevet fremlagt af beviser i sagen.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger, og den kendelse har han ikke kæret.

I politiets efterforskning indgår også en sprængning af en hæveautomat på Nordmarksvej i Billund.

Politiet fik cirka klokken 04 natten til lørdag en anmeldelse om, at automaten var sprængt, og politiet undersøger derfor, om der er en forbindelse mellem dette og hændelsen i lufthavnen.

Da genstanden i lufthavnen blev afleveret omkring klokken 10.30, blev stedet evakueret. Forsvarets ammunitionsryddere, bombehunde og efterforskere undersøgte stedet og sikrede spor.

Omkring klokken 19 lørdag vurderede politiet, at det var sikkert at genåbne lufthavnen.

”Når vi modtager en sådan melding, så tager vi det absolut alvorligt og tager ingen chancer. Derfor var det nødvendigt at evakuere lufthavnen hurtigst muligt,” siger politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Den fundne genstand blev destrueret ved en kontrolleret sprængning lørdag aften. Det skete i et område i Hejnsvig. Inden da blev de kemiske prøver taget.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvornår svarene ventes klar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også