Formand for Esbjerg Havn takker af efter 20 år på posten

Flemming N. Enevoldsen stopper ved udgangen af december på posten som formand for Esbjerg Havns bestyrelse.
Foto: PR / Esbjerg Havn
Foto: PR / Esbjerg Havn

Når den sidste dag i 2021 er oprandt, er Flemming N. Enevoldsens tid som formand for Esbjerg Havn det også.

Efter 20 år på posten har havneveteranen valgt at stoppe. Beslutningen om et exit fra bordenden af havnens bestyrelse har dog ligget i kortene gennem længere tid.

”Min beslutning har været længe undervejs. Jeg havde egentlig planlagt at stoppe for fire år siden. Men tre andre medlemmer forlod bestyrelsen, og vi stod samtidig foran udskiftning af vores direktør i forbindelse med pension. Så for at sikre kontinuiteten valgte jeg at tage endnu en periode som formand,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Afløseren for Flemming N. Enevoldsen er endnu ikke fundet. Der skal samtidig også findes et nyt medlem til havnens bestyrelse, hvilket er i gangsat af Esbjerg Kommune, lyder det.

Uanset hvem der kommer til at tage over for formanden, der har siddet på posten i to årtier, bliver det nogle store sko at fylde ud, mener Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg og næstformand for havnens bestyrelse.

”Jeg vil gerne takke Flemming for et rigtig godt samarbejde og for hans store indsats gennem 20 års virke for Esbjerg Havn. Det er en helt utrolig udvikling, som havnen har været igennem i Flemmings lange formandsperiode, og selvom det jo ofte er en holdindsats, der skaber resultaterne, har bestyrelsesformanden altid en helt afgørende rolle. Det har Flemming også haft for Esbjerg Havn. Derfor bliver det også en stor opgave at finde en kompetent afløser som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn. Og det er nogle store sko, som vedkommende skal udfylde,” udtaler han i pressemeddelelsen.

Der er ni medlemmer i bestyrelsen for Esbjerg Havn.

En forårsdag i 1980 satte retningen for dansk Schenker-chef: "Jeg var rystende nervøs"

Michael Svane stopper i DI Transport 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også