”I politik skal du i de første 100 dage vise handlekraft. Her har jeg det lige modsat”
Da Kristian Thulesen Dahl tænder sit tv den første søndag aften i september, er det med to formål.
Klokken 21.00 skal tre af hans tidligere folketingskolleger krydse klinger på DR. Det skal ske i en såkaldte ”triel” mellem de tre statsministerkandidater, Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K), inden valget er udskrevet.
Med varm kaffe i koppen og fødderne oppe giver han sig til at overvære den timelange ordkrig, men denne gang på en anden måde.
Udelukkende som iagttager og ikke en part, der skal være klar med en rap replik for at positionere sig selv og sit parti i timerne efter.
Spørgsmålet for Kristian Thulesen Dahl den aften, den 4. september, er så, om det kan lade sig gøre.
Om manden, der har brugt mere end et kvart århundrede og det meste af sin voksne tilværelse i politik, får abstinenser – eller om efter en måned i sit nye job han kan holde sig til at være en neutral havnedirektør, der bare havde tændt for sit tv en søndag aften.
Har han givet slip på politik, og har politik givet slip på ham?
Knivene fløj lavt
Der er stille i den kompakte hall på Aalborg Havns hovedkontor.
En vindeltrappe i metal indtager midten af rummet, hvor der både er fundet plads til et par højryggede sofaer, plantekasser og en stoleø på de hvide, kvadratiske klinker.
En kontrast til de højloftede, mondæne haller på Christiansborg, som havnens nye direktør har skridtet rundt i siden 1994.
Det er imidlertid ikke kun de fysiske og arbejdsmæssige rammer, der har ændret sig for Kristian Thulesen Dahl, som for første gang siden 1990 nu ikke skal finde sit eget ansigt blandt de mange valgplakater, som nu er at finde rundt i landet.
Der er generelt en anden mentalitet blandt de folk, der omgiver ham nu, end blandt dem, han var blandt den seneste tid på Christiansborg, fortæller han over mødebordet i sit hjørnekontor.
Han sidder let tilbagelænet med venstre ben krydset over det højre.
”Jeg kommer fra en hverdag, hvor – i hvert fald på det sidste – at knivene fløj rimelig lavt. Nu er jeg kommet ud i en situation, hvor jeg helt klart kan mærke, at folk har den samme ambition om at få tingene i dagligdagen til at fungere. Her oplever jeg, at alle trækker på samme hammel.”
De lavtflyvende knive var særligt et tema i hans sidste tid som formand for Dansk Folkeparti.
Efter i mange år at have været med, hvor partiet havde masser af rygvind, og efter som formand at have været spydspids under triumfen ved valget i 2015, hvor DF blev Folketingets næststørste parti, gik det de sidste år af hans formandstid i en helt anden retning.
Vinden vendte, partiet blev straffet af vælgerne for ikke at bruge sine 37 mandater til at gå i regering, og som manden for bordenden blev Kristian Thulesen Dahl tilskrevet en stor del af skylden.
Partiets stærke fundament begyndte at smuldre, og ved de følgende valg voksede kritikken af formanden. Længe var presset stort på Kristian Thulesen Dahl, som i det sene efterår 2021 endte med at trække sig som formand.
Forud ulmede mange overvejelser hos midtjyden. Hvem skulle bestemme, hvornår det var slut?
Ultimativt lod han det komme ned til ét tal.
Som at se en film anden gang
Bortset fra at der er tre og ikke to statsministerkandidater i debatten, ligner formatet, udsendelsen og retorikken i stort omfang sig selv.
Men Kristian Thulesen Dahl ser den alligevel lidt anderledes. Igennem en anden linse. Som at se en film anden gang.
Han skal ikke længere konstant tænke i egne vinkler og udlægninger af de enkelte delelementer i debatten. En disciplin, som han i sin gamle rolle som partiformand skulle forsøge at excellere i, når han skulle give interviews til aviser, tv og radio i de efterfølgende timer.
Sådan er det ikke nu. I stedet er der mindre stress. Lidt lavere puls. Men han kobler ikke ud. Han følger med.
Somme tider tager han sig selv i at kommentere sceancen for sig selv; ”Dét var godt planlagt” eller ”arh, godt forsøgt”, når en af de politiske debattanter forsøger at få et stød ind.
Det er god underholdning for havnedirektøren, der engang var partiformand.
Ingen masterplan
Tallet, som skulle afgøre, om Kristian Thulesen Dahl ville trække sig som formand efter kommunalvalget, var fem.
Fik Dansk Folkeparti 5 pct. af stemmerne eller derover ved kommunalvalget den 16. november 2021, ville han så fast. Hvis ikke ville han gå.
Partiet fik 4,1 pct. af stemmerne, og så måtte han tage konsekvensen.
”Fik vi et valg, hvor vi fik under 5 pct., og der ikke var noget andet, der gjorde, at det var helt oplagt, jeg skulle blive, så vidste jeg, at jeg skulle trække mig,” fortæller han.
På daværende tidspunkt var et job som direktør i Aalborg havn stadig langt fra den nu afgående formands tegnebræt. Han skulle stadig igennem flere måneder med hårdt pres.
Udmeldingen om farvellet til formandstaburetten lagde langt fra en dæmper på den uro, der sværmede om både ham og i partiet.
Samtidig blev det også for alvor tid til at gøre op med, om han ville fortsætte i dansk politik.
”Efter jeg går af som formand i slutningen af januar, har jeg nogle måneder, hvor jeg virkelig prøver at finde ud af, om jeg kan være i det her. Jeg ved godt, at hvis man går af som leder et sted og skal være i den samme organisation bagefter, så skal der noget til for, at det kan lade sig gøre,” siger han.
”Det er jo i udgangspunktet ikke nødvendigvis sundt, at man fortsat sidder i en organisation som eks-leder – hvad er ens rolle? De medarbejdere, der har været vant til at lytte til mig, skal lytte til en anden. Hvad så hvis jeg signalerer, at jeg synes noget andet? Det giver en masse udfordringer, og det havde jeg jo sådan set også oplevet med min tidligere formand,” siger han med henvisning til Pia Kjærsgaard, som han afløste som formand i 2012.
Nemt blev det derfor heller ikke i månederne, der fulgte, hvor Kristian Thulesen Dahl nu havde titel af menigt folketings- og partimedlem.
Tværtimod fortsatte presset på ham i takt med partiets splittelse, der voksede i takt med interne stridigheder og Inger Støjbergs lancering af Danmarksdemokraterne.
Særligt i dagene lige op til Kristian Thulesen Dahls exit fra Dansk Folkeparti, som skete den 29. juni, hvor han endeligt meldte sig ud af partiet, var der fra flere politiske kommentatorer kritik af, at han dansede så længe om den varme grød. At han ikke bare tog sig sammen og trak stikket.
”Han trækker pinen så længe ud, at han risikerer at ramme sig selv,” lød det to dage inden hans udmeldelse fra politisk kommentator Hans Engell, som, ligesom flere andre, gættede på, at han var på vej over i Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.
Men at der har været en decideret køreplan for, hvad der skulle ske efter hans formandsexit, afviser Kristian Thulesen Dahl.
Det har i højere grad handlet om tilfældigheder. I lang tid var det således en mulighed, at han forblev i dansk politik, fortæller han.
”Det kunne jeg godt være endt med. Hvis ikke der var sket de ting i Dansk Folkeparti, der gjorde, at jeg stille og roligt kunne se, at det ikke var holdbart, så kunne jeg også være en af dem, der i mange år havde sagt, at jeg gerne ville prøve noget andet, men aldrig kom til det. Så det er både held i uheld.”
At vejen så skulle gå til Aalborg Havn var ifølge Kristian Thulesen Dahl derfor også en tilfældighed. I hvert fald var det ikke i hans tanker, før havnen officielt slog stillingen op. Men så trak det faktisk også i ham, indså han.
”Der kunne jeg godt mærke på mig selv, at hvis jeg kan få den stilling, så er det nu.”
Forløbet, der fulgte, efter Kristian Thulesen Dahl lagde sin ansøgning i puljen, var ganske kort, fortæller han.
I slutningen af juni var han til to samtaler med havnen med et spænd på fire dage, og efter samtale nummer to faldt tingene endeligt på plads.
Nogenlunde samtidig lød kritik fra flere kanter i korpset af politiske kommentatorer. Udover Hans Engell mente Berlingskes politiske kommentator Bent Winther, at Thulesen Dahl meldte sig ud af Dansk Folkeparti ”på en løgn”.
”Løgnen består så i, at jeg ikke fortæller, jeg går sammen med Inger Støjberg om Danmarksdemokraterne,” siger han med både lidt morskab, men samtidig også alvor i stemmen.
For det narrativ, der blev bygget op omkring hans exit fra Dansk Folkeparti, passer ikke, fastholder han.
”Kommentatorerne fik italesat et pres om, at jeg trak den for længe, men jeg trak den jo ikke. Det var, fordi jeg var ved at undersøge, om jeg skulle lave noget helt andet end politik.”
Mentalt til stede
1. juli blev plasteret så taget af. Nyheden om exitten fra dansk politik qua ansættelsen i Aalborg Havn var ude – og dermed også muligheden for endelig at sænke skuldrene.
Der er ingen tvivl om, når man taler med Kristian Thulesen Dahl, at politik stadig optager en markant plads i hans bevidsthed, og at han stadig følger med.
Undervejs i interviewet tager han flere afstikkere til aktuelle politiske sager og nævner flere tidligere kolleger på Christiansborg, som han talte med, sidst han var der.
Men politik fylder ikke så meget, som det har gjort. Både han selv og omgivelserne kan mærke på ham, at han har forladt det intense liv i dansk politik, fortæller han og fremhæver en byfest i hjembyen Thyregod som eksempel.
”Der er skuldrene sænkede, og jeg står afslappet på en helt anden måde, end når jeg skulle hjem og tjekke nyheder. Det kan godt være, at jeg ikke fysisk er til stede mere, end jeg var før – måske endda mindre – men til gengæld er jeg mentalt mere til stede, når jeg er der,” siger han.
”Politik fyldte bare alt. Det sidste, jeg gjorde, inden jeg gik i seng, var at tjekke morgendagens nyheder for at se, om der allerede var noget, vi skulle have fat på, og det første, jeg gjorde om morgenen, var at tjekke aviserne og nyhedsbilledet for at se, hvad der rører sig, og hvad vi skulle være på.”
Behovet for at følge med er der stadig, men behovet for at følge hver enkelt pulsslag i nyhedsbilledet er til gengæld forsvundet, forklarer han.
”Når vi en weekenddag er sammen med vores venner, kan jeg have telefonen liggende væk fra mig nu. Det havde jeg ikke før.”
Hvordan er det?
”Det er godt. Det er menneskeligt, og det er sundt. Det andet var ikke sundt. Det bør man gøre i en periode, og så bør man stoppe med det igen, men det kan man ikke i det politiske.”
Har det modsat
Kristian Thulesen Dahl er derfor også meget bevidst om ikke at gå til direktørjobbet, som hvis han var ny formand for et politisk parti.
Her skal tilgangen være mere ydmyg, fortæller han.
”I politik skal du i de første 100 dage vise handlekraft. Her har jeg det lige modsat.”
”Her handler de om at lære. I de første uger har der været ting, jeg har undret mig over, men som jeg så en måned senere fandt ud af, der var en god grund til, at man gjorde. Tænk, hvis jeg med samme kom og sagde, at det laver vi lige om.”
Til gengæld sørger manden, der som en del af sit politiske renommé var kendt for til møder at medbringe tykke mapper med post-it-sedler stikkende ud, for at notere ned, når han undrer sig over noget.
Der er blevet skrevet en del ting ned, mens ganske lidt endnu er blevet lavet om. Selv direktørkontoret står stort set, som forgængeren Claus Holstein efterlod det. Både møblerne og bøgerne i bogreolen er de samme.
Og så kører News på en Ipad bag ham, mens det store tv ved kontorets mødebord er slukket.
Så kan han altid vende sig om, hvis behovet for at følge med opstår.
Ingen opkald
Flere detaljer springer i øjnene hos Thulesen Dahl, da de tre statsministerkandidater kæmper om taletiden og muligheden for at sætte verbale nyrestød ind på hinanden.
Det er tydeligt, at oppositionens to kandidater har koordineret taktikken på forhånd, så de både fremstår forskellige, men som nogle, der kan arbejde sammen.
Og det tal med de 40.000 fyringer i de offentlige, som statsminister Mette Frederiksen anklagede Søren Pape Poulsen for at sætte i værk, hvis han fik nøglerne til statsministeriet, vil helt sikkert blive et tema i tiden, der følger, analyserer den tidligere partiformand for sig selv.
Da den timelange triel er slut, og den sidste sjat i kaffekoppen er blevet kold, slukker han tv’et.
Der er stille. Telefonen hverken larmer eller vibrerer. Ingen medier ringer, ingen ordførere skal koordinere de følgende timers offensiv. Det trækker egentlig heller ikke for at diskutere den netop afsluttede udsendelse med nogen.
I stedet kan Kristian Thulesen Dahl kaste et blik på den kommende uges kalender, forberede et par småting til mandag morgen og pakke tasken. I god ro og mag.
Det er en lettelse, tænker han.
