En hjertesygdom fik Midttrafik-direktør til at tage karrieren op til overvejelse: "Jeg vil gerne nå nogle andre ting"

Til sommer stopper Jens Erik Sørensen som direktør for Midttrafik efter 18 år. Nu fortæller han om Midttrafiks udvikling på godt og ondt og om sin lille notesbog med fremtidsplaner.
Jens Erik Sørensen blev direktør for Midttrafik i 2006. Til sommer stopper han på posten. | Foto: Tobias Nicolai / Midttrafik
Jens Erik Sørensen blev direktør for Midttrafik i 2006. Til sommer stopper han på posten. | Foto: Tobias Nicolai / Midttrafik

Solen skinner den 1. juni i 2006, mens Jens Erik Sørensen går ud af døren på den gule murstensbygning, der udgør Amtsgården i Aarhus. Her har han arbejdet siden 1984, først som fuldmægtig, senere som leder af Trafikafdelingen og nu som vejchef. 

Han tænder en smøg og nyder solen, mens han står der i sin daglige arbejdsuniform; skjorte, bukser og en jakke – dog aldrig slips.

Amterne er ved at lukke ned, men selvom der er tale om en organisation i afvikling, går folk ikke og kigger på deres sko. Nej, der er tværtimod en forventningens glæde. Alle skal nye steder hen, og det gælder også Jens Erik Sørensen, som dog ikke har fået en afklaring – før nu:

Mobilen ringer.

”Du skal ikke længere være vejchef,” lyder det i den anden ende.

Nåh, tænker Jens Erik Sørensen.

”Du er nu direktør for Midttrafik. Tillykke, du starter i morgen!”

I år er det 18 år siden, at Jens Erik Sørensen fik nøglerne til Midttrafik, hvor han stadig sidder i dag. Men til sommer er det slut. 

For selvom Jens Erik Sørensen fortsat brænder for den kollektive trafik, er der sket noget, som gør, at han har taget sin livsbane op til overvejelse.

”Jeg kom til at tænke, at der var andet i livet end at være direktør for Midttrafik, og at jeg gerne vil nå nogle andre ting,” fortæller han.

Han husker dog fortsat den 1. juni i 2006 tydeligt, og i et interview til MobilityWatch fortæller han nu om sin tid som direktør for Midttrafik og om sin beslutning om at stoppe.

Det skulle nemlig vise sig at blive noget af en opgave for Jens Erik Sørensen, men det ved han bare ikke endnu, mens han står der i sommersolen i juni 2006.

En ”bøvlet” start

Alene det at starte Midttrafik op blev en ”bøvlet” affære, fortæller Jens Erik Sørensen. 

Midttrafik blev nemlig til ved, at en række medarbejdere fra lokale trafikselskaber, kommuner og amter blev virksomhedsoverdraget til det nye midtjyske trafikselskab. 

Der var altså tale om vidt forskellige medarbejdere, som kom fra forskellige kulturer, og nu skulle arbejde sammen i en ny verden, hvor kollektiv trafik ovenikøbet skulle tænkes på en ny måde. 

Derfor var det nødvendigt for Jens Erik Sørensen hurtigt at få lagt en plan, som kunne sikre, at medarbejderne gik i samme retning.

”Det var en ny organisation, så vi skulle prøve at tage det bedste med fra de forskellige steder og så sammensætte et godt, stærkt hold. Vi skulle ikke kopiere, der hvor jeg kom fra, eksempelvis,” forklarer Jens Erik Sørensen.

Han har altid været resultatorienteret, og det gælder i alle facetter af sit liv. Han trives bedst med at have en plan med nogle klare mål, som han kan opnå, og det var derfor også den tilgang, der lå lige til højrebenet tilbage i 2006.

Planen blev dog ikke gennemført uden uro. Alle havde nemlig været vant til at gøre tingene på deres egen måde, så bare det at finde ud af, hvordan man skulle skaffe papir eller kuglepenne til organisationen kunne skabe uenighed.

Langsomt fandt folk dog hinanden, og da kalenderen sagde 2011, følte Jens Erik Sørensen, at han stod i spidsen for en velsmurt maskine – til trods for at trafikselskabet løbende blev mødt med store krav fra ejerne.

Besparelser på stribe

Besparelser var nemlig også en del af dagligdagen i Midttrafik lige fra de første år. Det har også medvirket til, at det er blevet et vigtigt ideal for Jens Erik Sørensen at bevare optimismen og en positiv tilgang til tingene. 

Konkret har det altid været vigtigt for ham, at man aldrig må gå fra et fællesmøde i Midttrafik og ”hænge med skuffen”, også når ejernes ønsker om besparelser blev meget store.

Første gang, at Midttrafik blev pålagt større krav om at skære i antallet af busruter og -afgange, var under finanskrisen i 2007 og 2008, hvor kommunerne og regionen, som finansierer den kollektive trafik, blev hårdt presset på pengepungen.

Den største udfordring i Midttrafiks historie var dog coronakrisen, fortæller Jens Erik Sørensen. I 2024 er Midttrafik fortsat ramt af lavere passagertal, end man havde, før pandemien indtraf i 2020. 

Derudover førte den efterfølgende energikrise til nogle af de største krav om nedskæringer i den kollektive trafik, som Jens Erik Sørensen har oplevet.

Samlet set vurderer han, at udbuddet af den kollektive trafik i dag er betydeligt lavere, end det var, da han startede i Midttrafik tilbage i 2006. Han understreger dog samtidig, at på andre parametre er udviklingen gået til det bedre, blandt andet når det kommer til digitale løsninger til kunderne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Midttrafik er det trafikselskab, som står for busdriften i Region Midtjylland. Det er kommunerne og regionen i området, som ejer og finansierer selskabet. | Foto: Ernst van Norde
Midttrafik er det trafikselskab, som står for busdriften i Region Midtjylland. Det er kommunerne og regionen i området, som ejer og finansierer selskabet. | Foto: Ernst van Norde

I takt med at Midttrafik har udviklet sig, har Jens Erik Sørensen også selv udviklet sig som leder.

Udover at han løbende har fået mere erfaring og en større respekt for input både indefra og udefra, så handler det særligt om, at han er blevet mere tålmodig, fortæller han.

”Det første lederkursus, jeg gik på, skulle jeg bede mine medarbejdere om at karakterisere mig, og det var ikke udelukkende positivt dengang. Jeg blev nærmest karakteriseret som John Wayne, der bare skyder sig gennem det hele,” fortæller han.

”Altså det var selvfølgelig vildt overdrevet, men det er der i hvert fald ingen, der tænker om mig længere.”

Jens Erik Sørensen går fortsat meget op i den kollektive trafik og dens fremtid, men et sygdomsforløb sidste år har sat tingene i perspektiv, forklarer han.

Kolde villaveje og en sort bog

Det hedder arterieflimren, fortæller lægen, til Jens Erik Rasmussen en tidlig sommerdag i 2023.

Der er tale om en forstyrrelse i hjerterytmen, og sygdommen kan ramme såvel unge som gamle. Men der skal gøres noget ved det, og Jens Erik Sørensen bliver den kommende tid bedt om at teste forskellige typer medicin.

Man når dog frem til, at en operation er nødvendig, og han bliver derfor sygemeldt efter sin sommerferie i juli 2023. 

Han bliver opereret i efteråret, og herefter starter en svær periode. Midttrafik-direktøren kan nemlig ikke så meget, som han er vant til og må hverken køre bil eller løfte tunge ting.

Han er også blevet kuldskær, og derfor går han dagligt sin tur på stisystemerne i Aarhus iført sin mørkeblå vinterjakke og vinterstøvler, mens bladene skifter farve. Og her får tankerne frit løb.

”Jeg vadede rundt på de der lorte villaveje oppe på Christiansbjerg. Jeg kedede mig. Jeg brugte tid på at læse og sådan noget, men så kommer alle de her tanker også,” fortæller Jens Erik Sørensen.

”Jeg har altid været utroligt dedikeret til arbejdet og har arbejdet meget hårdt og meget effektivt. Men jeg kunne godt mærke, at det med bare at skulle tilbage til arbejdet, det var ikke lige det, jeg gerne ville,” siger han.

De tanker fik ham til at ringe til bestyrelsesformanden for Midttrafik, Steen Vindum (V), og fortælle, at han havde i sinde at stoppe.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jens Erik Sørensen i 2010. Det er omkring dette tidspunkt, at organisationen begynder at spille rigtigt sammen, forklarer Midttrafik-direktøren. | Foto: Cathrine Kjærø Ulf Ertmann
Jens Erik Sørensen i 2010. Det er omkring dette tidspunkt, at organisationen begynder at spille rigtigt sammen, forklarer Midttrafik-direktøren. | Foto: Cathrine Kjærø Ulf Ertmann

Hvad han skal nu, står dog ikke skrevet i sten. Men da Jens Erik Sørensen trives bedst, når han har en plan, gik han efter opkaldet til formanden ud og købte en lille sort notesbog.

Den har han nu med sig, hvor end han går hen, og den bliver løbende fyldt op med ting og sager, som han synes kunne være interessante at lave.

Bogen indeholder alt fra ønsker om at spille bridge – noget, han tidligere måtte opgive, da han som direktør ikke kunne tage en friaften hver uge.

Der er også en liste over folk, han gerne vil i kontakt med angående bestyrelsesposter eller frivilligt arbejde. Men der står også ønsker til rejsedestinationer eller andre hobbyer, han har lyst til at tage op.

”Det er ikke en plan endnu, men det bliver det. For jeg skal have sat nogle mål, som jeg kan leve op til,” forklarer han.

Jens Erik Sørensen fortæller, at han trods sygdomsforløbet sidste år har det godt i dag, og at han ser frem til at skulle kaste sig ud i nye ting.

Nu vil han dog starte med at tage sin hustru under armen og flyve til USA, hvor de skal besøge Jens Erik Sørensens nevø. Det bliver det første, han gør, når han forlader direktørstolen til juni.

Det bliver Lars Berg, der i de seneste ti år har været topchef i Sydtrafik, som overtager roret i Midttrafik efter Jens Erik Sørensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også