SAS ansætter hollænder som ny topchef

Det bliver en hollænder, der fremover kommer til at styre retningen for det skandinaviske luftfartsselskab SAS.
I en meddelelse fortæller selskabet således, at det har ansat Anko Van der Werff som sin nye administrerende direktør.
45-årige Anko Van der Werff er hollandsk statsborger og kommer fra en ledende stilling i det latinamerikanske flyselskab Avianca Holdings.
Anko Van der Werff begynder i SAS senest 15. juli 2021.
I SAS kommer han til at afløse Rickard Gustafson, der tidligere i år kunne fortælle, at han forlader SAS til fordel for den svenske kuglelejeproducent SKF.
I løbet af maj overdrager Rickard Gustafson sine opgaver i SAS til kommerciel direktør Karl Sandlund. Han bliver midlertidig topchef, indtil Anko Van der Werff tiltræder.