Norwegian overtegner emissioner i redningsplan kraftigt

Emissionen er overtegnet med 393 pct. og bliver fuldt udnyttet.
Foto: TT NEWS AGENCY/REUTERS / X02350
Foto: TT NEWS AGENCY/REUTERS / X02350
af ritzau finans

Det kriseramte norske lavprisluftfartsselskab Norwegian har oplevet stor interesse i forbindelse med aktie- og obligationsudstedelser som en del af selskabets redningsplan.

Derfor regner selskabet med at hente den maksimale grænse for nye penge, der var stillet i udsigt i forbindelse med redningsplanen - 6 mia. norske kr.

Det oplyser selskabet i en meddelelse fredag aften.

I obligationsudstedelsen på op til 1875 mio. norske kr. har Norwegian ifølge meddelelsen modtaget anmodninger på over beløbet, og derfor vil det fulde beløb i obligationer blive udstedt.

I den fortegningsemissionen, som ifølge planen skulle være på op til 395 mio. norske kr., har Norwegian modtaget anmodninger om 311 mio. nye aktier mod de godt 63 mio. nye aktier, der skal udstedes.

Dermed er emissionen overtegnet med 393 pct. og bliver fuldt udnyttet.

Milliardærer hjælper til

Den sidste del af redningsplanen er en såkaldt private placement, hvor en række nye aktier sælges til store hjørnestensinvestorer - blandt andet shipping-millardærerne John Frederiksen og Lorentzen-familien.

Her bliver der udstedt godt 595 mio. nye aktier, fordi begge de andre dele af redningsplanen er fuldt udnyttet.

Aktierne i både fortegningsemissionen og den private placering til blandt andet en række store investorer, bliver alle udstedt til en pris på 6,26 norske kr. stykket.

Dermed ender Norwegian med et provenu på 6 mia. norske kr., som skal bruges til at sikre driften i fremtiden.

De nye aktier ventes at blive optaget til handel på børsen i Oslo på torsdag den 27. maj.

Redningsplanen fra Norwegian blev officielt godkendt og dermed gjort endelig tidligere i denne uge, da en indsigelsesperiode mod planen udløb uden indsigelser fra kreditorerne.

Det er de norske finanshuse DNB og ABG Sundal Collier, der står for kapitaludvidelserne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også