Analytiker: Positivt med lån til SAS - men vidner om vanskelighederne

I Sydbank vurderes det, at SAS for tiden brænder 600 mio. svenske kr. af hver måned.
Foto: NTB SCANPIX/via REUTERS / X02351
Foto: NTB SCANPIX/via REUTERS / X02351
af ritzau finans

SAS har onsdag fået stillet en ny kredit på 3 mia. svenske kr. til rådighed. Det er koncernens to hovedaktionærer, den danske og den svenske stat, som hver især har garanteret 1,5 mia. svenske kr.

Og det er godt nyt for luftfartsselskabet, at de to hovedejere fortsat støtter op gennem den svære tid, hvor pandemien har decimeret rejseaktiviteten. På samme tid fortæller onsdagens nyhed også historien om, at det stadig er en meget svær tid for branchen og for SAS.

"Det er positivt for SAS, men det fortæller også om de store vanskeligheder, selskabet er i rent finansielt," siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

I Sydbank vurderes det, at SAS for tiden brænder 600 mio. svenske kr. af hver måned, og selv om koncernen har andre penge i kassen, så peger det mod, at det altså endnu går kraftigt den forkerte vej, og at midlerne hurtigt kan blive brugt op.

Løsningen med at låne flere penge er heller ikke holdbar på længere sigt, mener Jacob Pedersen.

"Man køber noget tid, indtil koncernen får ny topchef på plads, og man kan tage stilling til, hvad der skal ske. Men det her er ikke varige penge, og det SAS slet ikke har brug for i øjeblikket er mere gæld."

"Så denne finansiering skal omlægges til noget andet og noget mere brugbart. Jeg har svært ved at se, at det ikke skal omdannes til en form for aktiekapital."

Med udsigt til, at verden åbner mere og mere op, efterhånden som vaccinerne mod covid-19 rulles ud, så ligger det også ude i horisonten, at forretningen i SAS vil blive forbedret. Dog ikke umiddelbart nok til at gå i plus.

"Men måske kan SAS få lukket noget af hullet."

Og det vil formentlig ikke være nok. SAS's egenkapital, påpeger Sydbanks aktieanalysechef, udgøres i dag mestendels af hybridobligationer, som om nogle år vil blive ganske dyre for luftfartsselskabet at servicere med rentebetalinger.

"Fem-seks år ud i fremtiden så bliver de her obligationer så dyre, at SAS skal have fundet en anden løsning," vurderer Jacob Pedersen.

"Hvis man ser et år til halvandet frem, kan det være, at SAS muligvis kan afværge en kapitalforhøjelse, fordi selskabet kan frasælge nogle aktiver og ad den vej skubbe en kapitalforhøjelse ud i fremtiden."

Jacob Pedersen fremhæver dog, at det nuværende klima næppe er det bedste tidspunkt at frasælge aktiver i.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også