Harleys salg af motorcykler steg 43 pct. i USA - slår forventninger

Genåbningen efter coronapandemien har sat gang i salget af motorcykler hos Harley-Davidson.
Det skriver Bloomberg News.
Salget i USA blev løftet 43 pct. i andet kvartal, mens det i resten af verden steg 24 pct. i kvartalet, når man sammenligner med året før. Sammenligner man med andet kvartal 2019, altså før pandemien, er salget i Nordamerika vokset 5 pct.
Det har ført til en justeret indtjening per aktie på 1,41 dollar, mens analytikerne havde regnet med 1,26 dollar per aktie.
"Jeg er glad for niveauet af forbedringerne og det stærke kvartal, vi har leveret," siger topchef Jochen Zeitz ifølge Bloomberg News.
Aktien stiger 0,9 pct. i formarkedet på børsen i New York.