MobilityWatch

Nissan ser overskud i 2021 og opjusterer

Et stærkt første kvartal får den japanske bilproducent til at opjustere forventningerne til hele det skæve regnskabsår 2021/22.

Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Den japanske bilproducent Nissan skruer nu op for forventningerne til det skæve regnskabsår 2021/22.

Det sker efter et bedre end ventet regnskab for første kvartal, der sluttede med udgangen af juni, fremgår det af regnskabet.

Selskabet, der har en alliance med Renault og også ejer mærket Datsun, ser nu et driftsresultat på 150 mia. japanske yen - der svarer til 8,6 mia. danske kr. - mod tidligere 0 yen og et nettoresultat på 60 mia. yen mod tidligere minus 60 mia. yen.

Nettoomsætningen ventes at lande på 9750 mia. yen mod tidligere 9100 mia. yen.

Den store opjustering af forventningerne er et resultat af et godt miljø på markedet i USA, skriver selskabet.

I Nordamerika endte Nissan i første kvartal med en driftsindtjening på 109,8 mia. yen mod et minus på 25,8 mia. yen året før.

Nissan ender med et overordnet driftsresultat i første kvartal på 75,7 mia. yen mod et minus på 153,9 mia. yen i perioden sidste år. Det overgik analytikernes forventninger, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventede et tab på 48,2 mia. yen.

Nettooverskuddet landede på 114.5 mia. yen mod et minus på 285.6 mia. yen i 2020. Her ventede analytikerne et minus på 13,7 mia. yen.

Der er dog stadig mangel på halvlederforsyninger, hvilket er problematisk for selskabet. Det, venter Nissan, vil have en væsentlig indvirkning på salgsmængden i andet kvartal.

"I resten af året forventer vi usikkerhed i vores driftsmiljø. Vi vil nøje overvåge og styre potentielle risici, mens vi fortsætter med at forbedre salgskvaliteten og opretholde økonomisk disciplin," siger den administrerende direktør i Nissan, Makoto Uchida, i regnskabet.

Bilproducent-aktien steg 3,9 pct. til 593,7 yen på børsen i Tokyo onsdag.

VW skifter fokus: Stopper amerikansk produktion og salg af Passat

Mercedes-Benz vil investere 47 mia. dollar i elbiler 

Mere fra MobilityWatch

DB Cargo lægger ny stor togordre

DB Cargo, der er ejet af Deutsche Bahn, har lagt en større ordre på ny tog som en del af sit langsigtede mål om at erstatte sine 900 dieseldrevne tog.

DFDS ramt af konflikt i Frankrig

En fagforeningskonflikt i Frankrig betyder, at DFDS ikke siden fredag den 14. januar har kunnet sejle såkaldt uledsaget fragt mellem Calais og Sheerness i Storbritannien. 

Læs også

Relaterede