Nissan vil bevare sit forspring i genbrug af batterier

Den japanske bilfabrikant Nissan vil sikre sit forspring i forhold til Tesla og Volkswagen i genbrug af batterier ved at øge sin know-how på området.
Ifølge Nissans administrerende direktør, Makoto Uchida, har selskabet haft fokus på genbrug og bilers livscyklus længe før det blev et debatteret emne.
Det skriver Financial Times.
Teslas model 3 har allerede overgået Nissans elbil - Leaf - som den mest sælgende elbil i historien.
Derfor vælger Nissan at kæmpe en anden kamp, der omhandler at give gamle bilbatterier et nyt liv, skriver avisen.
Ifølge Makoto Uchida vil Nissan forbedre sin know-how omkring indsamling og brug af genopladelige lithiumbatterier fra gamle Leaf.
Bilproducenten har solgt mere end 530.000 Leaf-biler siden lanceringen tilbage i 2010, hvilket betyder, at mange batterier har nået slutningen af deres billiv.
"Tesla, Volkswagen og andre bilproducenter introducerer elbiler, men de er stadig langt fra at modtage batterier igen. Vi har mange returbatterier, og vi har lavet en masse test på, hvilke batterier der skal bruges til hvilke formål," siger Jogi Tagawa, der er Nissans chef for bæredygtighed, i et interview med Financial Times.
Makoto Uchida overtog førersædet i 2020 og har i sin fire-årige transformationsplan for Nissan stor fokus på bæredygtighed.