Danmarks første urbane lynladestation er åbnet - flere på vej

København har fået den første urbane lynladestation til elbiler. Flere er på vej i nær fremtid, lyder det.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Fremover bliver det nemmere for elbilister at kunne få strøm på bilen, når de triller igennem Frederiksberg Kommune i København.

Kommunen har nemlig torsdag eftermiddag indviet den første urbane lynladestation i Danmark. Den ligner til forveksling en tankstation, og er centralt placeret i byen, så alle elbiler kan holde ind og hurtigt få strøm.

Lynladestationer giver ejerne af elbiler en tryghed, siger branchechef i brancheorganisationen Dansk Elbil Alliance Lærke Flader.

- Det er noget af det, der skal til, for at danskerne vælger elbilen. Når man spørger dem, er den største udfordring infrastrukturen. Man skal betrygges i, at man kan få opladet sin bil.

"Og der er sådan en ladestation, hvor man hurtigt kan få brændstof på sin bil, en rigtig vigtig brik i udviklingen. Tankstationen er vi jo vant til, det giver en tryghed, fordi det er det, vi kender," siger hun.

Indvielsen torsdag, der havde deltagelse af transportminister Benny Engelbrecht (S), er første skridt på vej mod flere lynladestationer, der i de kommende år vil dukke op landet over, vurderer Dansk Elbil Alliance.

Ifølge organisationen vil det i alt kræve 30.000 offentlige tilgængelige ladepunkter over hele landet, hvis regeringen skal nå sit mål om at få en million grønne biler på vejene i 2030.

En ladestation kan have flere ladepunkter, alt efter hvor mange ladestandere, den har.

Med cirka 5000 nuværende offentlige ladestandere er der selvsagt lang vej dertil.

Ladeoperatøren Clever, der står bag stationen på Frederiksberg, vil dog inden udgangen af 2025 etablere flere end 10.000 nye, offentlige ladepunkter i hele landet, har virksomheden oplyst.

Og ifølge branchechef Lærke Flader vil stationer med lynladere blive udbredt.

"Vi vil se i nær fremtid, at der vil komme flere af den her tankstationsmodel. Men det skal kombineres med normale ladere, hvor bilen holder naturligt parkeret om natten."

"Vi vil se ladestationer komme op på offentlige parkeringspladser, i boligområder, på arbejdspladser og kulturelle steder som idrætsanlæg eller biografer," siger Lærke Flader.

Hun anerkender, at det ligner en stor opgave at få så mange ladestationer ud i landet inden 2030.

"Men vi kan også se, at der er flere operatører, der melder sig på banen. Vi ser energiselskaber og virksomheder fra andre lande, der investerer og har fokus på Danmark," siger hun.

Lynladestationen på Frederiksberg vil kunne lynlade i alt fire biler samtidig.

Det er ladeoperatøren Clever, der står bag ladestationen, og i 2022 forventer virksomheden at have landets største urbane lynladestation klar på Fyn.

Stationen skal kunne lynlade 28 elbiler på samme tid.

Ved indgangen til 2021 var der i alt 61.581 elbiler og hybridbiler, som kører på el og også kan køre på benzin eller diesel, viser tal fra Danmarks Statistik.

 

Klimabevægelsen skal fremlægge kritik af Lynetteholmen i Bruxelles

Innovation og faldende priser skal øge Region Hovedstadens ladestander-engagement 

Aftale om infrastruktur lukker øjnene for ladestander-ulighed 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også