Millionsvindel med leasingbiler udløser fængselsdom

Både private og virksomheder blev snydt af 44-årig leasingmand fra Give. Nu er han idømt fængselsdom.
Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Ved brug af forfalskede underskrifter og andre former for svig formåede den i dag 44-årige Kim Thyge Bjerg fra Give at svindle for millioner af kroner. Men fælden klappede, og onsdag er han gået til bekendelse i Retten i Kolding.

Bjerg er ved en tilståelsessag dømt for 23 tilfælde af groft bedrageri, underslæb og dokumentfalsk. Dommen lyder på to år og tre måneders ubetinget fængsel, oplyser anklager Bianca Trøjborg fra Sydøstjyllands Politi.

Bedragerierne er begået i forbindelse med handel med leasingbiler. Det samlede beløb løber op i en størrelsesorden på fem millioner kroner.

"Han var sigtet i 24 forhold, og bortset fra et forhold har han på nær nogle justeringer af beløbene tilstået det hele," fortæller Bianca Trøjborg til Ritzau.

Mandens svindelnumre foregik fra april 2018 til januar 2019, og blev udført i regi af fire leasingselskaber. Via selskaberne solgte han biler og indgik leasingaftaler med privatpersoner og andre firmaer.

Men de biler, som var genstand for aftalerne, blev enten ikke udleveret, eller også ejede Kim Thyge Bjerg dem slet ikke. De penge, der blev udbetalt, beholdt han.

DR's forbrugerprogram "Kontant" var i 2019 på sporet af Kim Thyge Bjergs ulovligheder. I tv-programmet fortæller flere personer om, hvordan de på forskellig vis er blevet snydt.

Programmet fandt frem til, at Kim Thyge Bjerg blandt andet har opholdt sig i en luksuriøs bolig i Mijas i Andalusien.

Og det var netop i Spanien, at der blev sat en stopper for Kim Thyge Bjergs svindelnumre. I oktober 2020 blev han anholdt af spansk politi efter at have været internationalt efterlyst.

I december blev han udleveret til Danmark, og ved ankomsten til landet blev han varetægtsfængslet. Retten i Kolding har onsdag besluttet, at Kim Thyge Bjerg fortsat skal sidde fængslet, indtil han påbegynder afsoningen af sin fængselsdom.

Tiden i varetægtsarrest vil i sidste ende blive modregnet i afsoningstiden.

Den 44-årige mand valgte ifølge Bianca Trøjborg at acceptere rettens dom - der bliver altså ikke nogen ankesag i Vestre Landsret.

Virksomheder kæmper for at undgå at komme i klemme i ny lov mod vanvidskørsel 

Gomore fortsætter ufortrødent vækststrategien

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også