Togtrafik i hele Tyskland bliver igen ramt af strejke

Omfattende strejke blandt lokomotivførere vil ifølge tysk avis ramme store dele af Tyskland fra mandag (Opdateret).
Foto: Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Millioner af pendlere og turister må på mandag vente forgæves på toget, når togtrafik i hele Tyskland igen bliver ramt af strejker.

Det oplyser de tyske lokomotivføreres fagforening, GDL, ifølge avisen Süddeutsche Zeitung fredag formiddag.

Strejken varer fra mandag morgen og 48 timer frem.

For godstog begynder strejken lørdag.

Omkring 75 procent af alle fjerntog rammes ifølge Süddeutsche, og 60 procent af nærtog rammes.

Strejken kommer, efter at lønsamtaler med Deutsche Bahn, de tyske statsbaner, er stødt på grund.

Da lokomotivførerne sidste uge strejkede, medførte det, at alle tog fra Danmark til Hamburg blev aflyst.

Endnu kan DSB ikke oplyse, hvad konsekvenserne af den kommende strejke bliver for danske rejsende.

Lederen af lokomotivførernes forening, Claus Weselsky, giver på et pressemøde de tyske statsbaner skylden for en passiv attitude og de strandede forhandlinger.

"Vi ser os nødsaget til at opfordre deres ledelse til at opgive denne attitude," siger Weselsky ifølge nyhedsbureauet AFP.

GDL kræver i alt en lønstigning 3,2 procent, men det har ført til uenigheder - blandt andet om tidshorisonten.

Deutsche Bahn opfordrer på den anden side GDL til at vende tilbage til forhandlingsbordet.

Statsbanerne kalder ifølge Süddeutsche strejken "unødvendig".

"Vi har brug for en forhandlingspartner, som ikke kun går op i strejker, men også i løsninger," lyder det fra selskabet.

Den tyske avis skriver, at kilder inden for organisationerne forventer, at konflikten kan trække ud i uger.

I alt registrerede Deutsche Bahn 1,5 milliarder rejsende i 2020. Selskabet havde blandt andet som følge af coronapandemien et stort fald i omsætningen i forhold til 2019.

(Opdateret kl. 14.02 med yderligere oplysninger)

Dansk speditør melder om betydelige forsinkelser for toggods 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også