Norsk passagerskib udsendte mayday efter motorstop

En stor redningsaktion blev sat i gang, da et skib med 306 passagerer fik motorstop ud for den norske kyst.
AF RITZAU

Et skib fra det norske rederi Hurtigruten med 306 passagerer om bord måtte tirsdag aften udsende nødsignal på grund af et motorstop.

"Mayday, mayday. Dette er "Kong Harald". Vi er uden fremdrift," lød meldingen fra skibet, der på det tidspunkt befandt sig ud for kysten Hustadvika i den sydlige del af Norge.

En stor redningsaktion blev sat i værk, men skibet fik gang i en motor og har efterfølgende sat kurs mod en havn.

To ankre blev kastet ud for at forhindre skibet i at drive ind mod kysten, og der blev iværksat en stor redningsaktion for at få bragt passagererne i sikkerhed med redningshelikoptere, redningsskibe og ambulancebåde.

Men efter et stykke tid lykkedes det at få gang i den ene motor, og skibet satte derefter for nedsat kraft kurs mod strædet Julsundet, hvorefter det ventes at lægge til i havnen i Molde.

Det blev ikke nødvendigt at evakuere passagerer fra skibet, og ingen skal være kommet til skade.

Hurtigruten har adskillige passagerskibe, som sejler langs den norske kyst fra Bergen i syd til Kirkenes i Nord. Undervejs med anløb i havne og afstikkere ind i de norske fjorde.

Mærsk skruer op i Rusland med nyt logistikcenter 

Politikere er bekymrede over lave passagertal for ny Samsø-færge 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også