Arriva-direktør beklager mange forsinkelser og aflysninger

Arrivas togdirektør beklager, at der har været mange forsinkelser og aflysninger på togstrækningerne, som særligt skyldes tre ting. Hun oplyser til MobilityWatch, at selskabet har en plan, der skal sikre en mere stabil drift.
Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix
Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix

Når der har været kritik af forsinkelser i den kollektive transport, har togoperatøren Arriva formået at gå under radaren.

Sådan lød det fra sekretær Leif Kejberg i Rådet for Bæredygtig Trafik i et debatindlæg i Jyllands-Posten for nylig.

Her anfægtede han, at togoperatøren har alt for mange forsinkelser og aflysninger, som særligt hærger i ferietider, og opfordrede til "at oprette en taskforce, der sætter selskabet under administration."

MobilityWatch har forelagt Arriva kritikken, og nu lyder det fra togdirektøren Susanne Hejer i et skriftligt svar, at hun beklager den manglende service.

”Først og fremmest skal jeg beklage over for passagerne, at vi i øjeblikket ikke kan levere en ydelse, som vi eller de kan være tilfredse med. Kunderne skal frem til tiden og skal kunne stole på os,” lyder det fra Susanne Hejer.

Forsinkelser skyldes tre ting

Hun fortæller, at forsinkelserne særlig skyldes en kombination af tre ting, som selskabet angiveligt aldrig har oplevet samtidig før.

Det ene er, at Arrivas togmateriel ikke performer så godt som forventet, hvilket belaster Arrivas værksteder ekstraordinært. Derudover har Arriva oplevet et særligt stort personalefravær over sommerperioden grundet sygdom, grounding og uddannelse.

For det tredje har Arriva været påvirket af flere påkørsler og andre uheld, end hvad man normalt kan forvente. Hun påpeger, at ulykker udover at tage tog ud af drift også tager lokomotivføreren ud af vagtplanen for en periode grundet grounding.

Arrivas togdirektør, Susanne Hejer, beklager mange driftsforstyrrelser hos Arriva. | Foto: Arriva, PR
Arrivas togdirektør, Susanne Hejer, beklager mange driftsforstyrrelser hos Arriva. | Foto: Arriva, PR

”Derfor skal jeg understrege, at vi har en klar plan for, hvordan vi kommer tilbage til at kunne levere en mere stabil drift. Flere initiativer er igangsat – i foråret ansatte vi bl.a. flere håndværkere på begge vores værksteder. Vi arbejder på at robustgøre vores depoter og uddanne flere lokomotivfører, ligesom vi også har ansat flere lokomotivførere. Desuden er vi i gang med at re-planlægge nogle driftsmæssige elementer, så vi kan optimere i forhold til den konkrete situation," lyder det fra Susanne Hejer.

Arriva vil fremlægge planen for Transportministeriet og Folketingets transportordfører, lyder det videre i svaret.

Arriva står for togdriften på flere lokale strækninger i Jylland – særligt Midtjylland – og en enkelt strækning mellem Odense og Svendborg på Fyn og måtte i 2020 betale Transportministeriet en bod på godt en mio. kr. grundet aflyste ankomster.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også