Global mikrochip-mangel skærer bilsalg med en fjerdedel i EU

Mikrochip-mangel får det europæiske bilsalg til at falde med en fjerdedel i september sammenlignet med 2020.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den globale mangel på mikrochips og halvledere kan for alvor mærkes på det europæiske bilsalg.

I september blev der indregistreret 25,2 procent færre biler sammenlignet med samme måned sidste år. I løbet af 2021 har der dog været fremgang i bilsalget på 6,9 procent.

Det viser tal fra brancheorganisationen for den europæiske bilindustri, Acea, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge en pressemeddelelse fra Acea har manglen på komponenter gjort det uhyre vanskeligt for bilproducenter at levere færdige biler.

I Danmark er salget faldet med 71,3 procent. Der blev indregistreret 2969 færre biler i september 2021 sammenlignet med året før. I løbet af 2021 er salget faldet med halvanden procent.

Til gengæld er en stigende del af de indregistrerede biler grønne. Det viser tal fra brancheorganisationen De Danske Bilimportører.

I september kom der 3189 nye elbiler ud at køre på de danske veje. Det svarer til 22,4 procent af månedens indregistreringer. Inkluderer man plug-in-hybriderne var næsten hver anden bil, der blev solgt i september, genopladelig.

Mikrochips er en vigtig komponent i integrerede kredsløb i computere, biler, mobiltelefoner og i et stort antal andre elektriske opfindelser.

Den globale mangel har også sendt priser på blandt andet grafikkort til computere på himmelflugt.

Det sætter også sit aftryk på smartphoneproducenter. En kilde fra techgiganten Apple kunne onsdag fortælle, at forventningen til produktionen af den nye iPhone er justeret ned med ti procent på grund af manglen, fordi Apple ikke kan regne med leveringer af mikrochips fra producenterne Broadcom og Texas Instruments.

September gav laveste salg af personbiler i Storbritannien i mere end 20 år 

Klar udmelding fra ladeaktører: Kommuner skal selv kunne investere i laderstandere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også