Greenpeace lægger sag an mod verdens største bilproducent

Den tyske afdeling af Greenpeace havde sendt en række krav om at nedbringe CO2-udledningerne til producenten, som ikke har villet efterkomme dem, og derfor skal en domstol nu tage stilling til striden.
Foto: Michael Kappeler/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Michael Kappeler/AP/Ritzau Scanpix

Tyske Volkswagen, der er verdens største bilproducent, gør ikke nok for at bekæmpe klimaforandringer og bidrage til den grønne omstilling.

Det mener den tyske afdeling af miljøorganisationen Greenpeace, som derfor har lagt sag an mod bilproducenten ved en tysk domstol, skriver Reuters.

Greenpeace havde givet Volkswagen otte uger til at acceptere en række krav, herunder at stoppe produktionen af fossile biler senest i 2030 og reducere CO2-udledningerne sammenlignet med 2018 med 65 pct. inden 2030.

De krav afviste verdens største bilproducent i slutningen af oktober, og en talsmand for selskabet siger til Reuters, at Volkswagen står for klimabeskyttelse.

"Det er politikernes opgave at lave passende foranstaltninger. Civilretlige tvister, som retssager mod enkelte virksomheder, er ikke stedet eller den måde, hvorpå vi yder det store ansvar (klimaet, red.) retfærdighed," lyder det videre fra talspersonen til mediet.

For nylig anlagde den tyske miljøorganisation Deutsche Umwelthilfe en lignende sag mod BMW og Daimler, som også begge nægtede at lade sig presse af organisationens krav, og nu er det altså op til en domstol at tage stilling til sagerne.

Miljøorganisation sagsøger BMW og Daimler: Klimamål er ikke godt nok

Bilindustrien: "Vi kan ikke gennemføre den grønne omstilling alene" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også