Ryanair hårdt ramt af Omikron: Skærer i kapacitet og nedjusterer

Den nyeste coronavariant har ramt efterspørgslen hos Ryanair, der nu forventer et underskud på 250-450 mio. euro i regnskabsåret.
Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Det irske lavprisflyselskab Ryanair nedjusterer forventningerne og ser nu et underskud på 250-450 mio. euro i regnskabsåret, der løber frem til udgangen af marts 2022.

Det er mere end en fordobling af det tidligere skøn om et underskud på 100-200 mio. euro, fremgår det onsdag aften af en meddelelse fra Ryanair.

Meldingen kommer efter et bestyrelsesmøde hos Ryanair, som har set en tydelig svækkelse af jule- og nytårstrafikken, i takt med at udbredelsen af covid-varianten Omikron har ramt efterspørgslen og fået flere lande til at genindføre restriktioner.

"Den pludselige nedgang (i bookinger, red.) har også fået Ryanair til i denne uge at reducere sin planlagte trafik i januar med 33 pct.," skriver Ryanair i meddelelsen.

Selskabet er særligt ramt af Frankrigs og Tysklands nyligt indførte restriktioner på besøgende, der rejser fra Storbritannien, samt suspenderingen af alle EU-flyvninger til og fra Marokko.

Det har sænket Ryanairs ventede decembertrafik fra mellem 10-11 millioner til et niveau på 9,0-9,5 millioner passagerer. Som konsekvens har selskabet reduceret kapaciteten i januar fra omkring 10 mio. sæder til mellem 6 og 7 mio. sæder.

I lyset af den nuværende usikkerhed om Omikron-varianten, og rejserestriktionerne internt i Europa, har Ryanair endnu ikke besluttet kapacitetsnedskæringer for februar og marts 2022.

"Disse flyveplaner vil blive revideret i januar, efterhånden som mere videnskabelig information bliver tilgængelig om Omikron-varianten, dens indvirkning på indlæggelser, europæisk befolkning og/eller restriktioner i februar og marts," skriver Ryanair.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også