Chauffører hos Flextrafik får 60 kroner i timen

Organisationer udtrykker bekymring for trafiksikkerheden hos Flextrafik, hvor chauffører presses.
Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

15 nuværende og tidligere chauffører i det offentligt ejede trafikselskab Flextrafik beskriver en hverdag med arbejdsdage på op til 18 timer, syvdages arbejdsuger og et rutesystem, der presser dem til at køre hasarderet.

Det skriver Politiken.

"De beskrevne forhold lyder hverken lovlige eller hensigtsmæssige," siger Henning Jørgensen, der er professor emeritus og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

"Det er ikke bare et brud på fornuftige arbejdsbetingelser, det er også farligt for kunder og chauffører," lyder det.

En aktindsigt, som mediet har lavet hos selskabet, viser, at det 112.563 gange er sket i 2021, at en bil hos Flextrafik har været aktiv i mere end tolv timer i træk.

Forskning viser, at den lange køretid kan være farlig, skriver mediet.

Anna Anund, der er læge og forsker ved Statens Vej- og Trafikforskningsinstitut i Sverige siger til Politiken, at selv chauffører, der kører 4,5 timer i træk og derefter har en pause, oplever træthed og udmattelse i en grad, der skaber farlige situationer i trafikken.

Både Ældre Sagen og Danske Handicaporganisationer udtrykker bekymring for arbejdsforholdene hos Flextrafik, hvis service blandt andet er målrettet børn, ældre og syge.

"Prøv at forestille dig, at der sker en trafikulykke, og man sidder i en kørestol og ikke kan komme ud. Det er jo forfærdeligt," siger Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer.

Flextrafik har ikke egne biler eller egne chauffører ansat. I stedet udføres kørslen af underleverandører.

Men den hårde konkurrence har været med til at presse lønnen ned på 60 kroner i timen. Det viser dokumenter, som Politiken har fået lov til at se. I nogle tilfælde har timelønnen ifølge nogle chauffører været helt nede på 35 kroner.

Organisationen Trafikselskaberne, som repræsenterer fem regionale selskaber, der driver Flextrafik, erkender over for Politiken, at "alt ikke er rosenrødt i branchen".

Men man arbejder på at sikre ordnede forhold for de ansatte i de virksomheder, der kører for Flextrafik.

Kunderne er blevet mindre tilfredse med flextrafikken hos Movia

Netcompany skal levere ny it-platform til Flextrafik 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også