Færre fly til tiden: SAS halter efter konkurrenter på centralt salgsargument

Det skandinaviske flyselskab var i 2021 dårligere til at flyve til tiden end året før og ligger et godt stykke bag konkurrenter. Det er skidt, da SAS netop markedsfører sig på punktlighed, mener analytiker.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Punktlighed er en del af DNA'et hos SAS.

Sådan lyder det på det skandinaviske flyselskabs egen hjemmeside, hvor netop det at komme til tiden fremhæves som en afgørende prioritet sammen med sikkerhed og omtanke.

Tidligere har SAS da også været blandt de mest punktlige flyselskaber i verden, men det er efterhånden mange år siden.

I de senere år har selskabet opereret på lavere niveauer end mange af konkurrenterne, og for 2021 må SAS konstatere, at punktligheden er gået tilbage.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Nye tal fra det delvist statsejede selskab viser således, at punktligheden i 2021 faldt til 85,9 pct. fra 87,9 pct. i 2020. Det vil sige, at lidt over 14 pct. af flyvningerne var mere end et kvarter forsinket.

"Det er ikke godt, og man bør kunne forvente mere af SAS, som jo sælger sig på at flyve til tiden," siger Hans Jørgen Elnæs, luftfartsanalytiker hos Winair, til MobilityWatch.

Norwegian foran

Oplysninger om punktligheden stammer fra SAS' nye bæredygtighedsrapport, som også indeholder en række økonomiske og driftsmæssige data.

SAS skriver selv i rapporten, at punktlighed generelt er vigtigt for kundetilfredsheden og vægtes særligt højt af SAS-kunder.

Sammenligner man punktligheden hos SAS med andre flyselskaber, halter det skandinaviske selskab dog et pænt stykke efter.

Konsulenthuset Cirium har i en analyse opgjort de mest punktlige flyselskaber i Europa i 2021. Her ligger det spanske lavprisflyselskab Vuelling i top med 92,1 pct., mens ligeledes spanske Iberia Express er toer med 91,8 pct.

Norwegian, som anses som en af SAS' hovedkonkurrenter, og som flyver på mange af de samme markeder, er treer med 91,5 pct., mens SAS med en punktlighed på 85,9 pct. slet ikke er på listen over de ti mest punktlige selskaber.

Påvirkning fra ansatte

Hans Jørgen Elnæs fra Winair fortæller, at forklaringen på den sløje punktlighed hos SAS til dels skal findes i de forskellige udfordringer, som coronakrisen har afstedkommet.

Det gælder f.eks. i forhold til langt flere sygemeldinger end normalt hos de ansatte. Her har SAS flere gange været udfordret og har været nødt til at aflyse et større antal afgange, hvilket samlet kan være med til at skubbe til punktligheden.

Ifølge Hans Jørgen Elnæs er det dog udfordringer, som ikke er særlige for SAS. De gælder derimod for hele industrien, og derfor kan de ikke bruges som en forklaring på, at SAS opererer med en markant lavere punktlighed.

I stedet mener han, at en mulig forklaring kan være, at SAS har været dårligere til at håndtere den ned- og senere opskalering af bemandingen, som er sket under krisen.

"SAS har under krisen foretaget store reduktioner i medarbejderstaben, og det kan være en udfordring, når selskabet så skruer op igen," siger han.

Vigtigt for erhvervsrejsende

Ifølge luftfartsanalytikeren vil den lave punktlighed især irritere de kundegrupper, der flyver meget.

Det gælder f.eks. erhvervsrejsende, der ofte også køber dyrere billetter, og som er en gruppe, som SAS traditionelt har satset på.

"Det handler om, at man kan stole på, at selskabet flyver til tiden, og at man får den service, man har betalt for. Og det har været en del af kernen hos SAS i lang tid. Derfor har selskabet også nogle ting at arbejde med," siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hans Jørgen Elnæs peger dog på, at det til gengæld er positivt, at SAS i 2021 har hævet regulariteten - det vil sige, andelen af flyvninger gennemført uden aflysninger. Her er der tale om en fremgang fra 97,7 pct. i 2020 til 98,6 pct. i 2021.

Hos SAS selv mener man dog ikke, at tallene for punktlighed er så problematiske endda.

Svære vejrforhold

I en mail fra pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji lyder det, at SAS mener, at selskabet "ligger på et godt punktlighedsniveau, hvis man tager højde for de omstændigheder og udfordringer, som pandemien har ført med sig."

"Når det kommer til sammenligning med vores konkurrenter, skal det huskes, at vi heroppe i Norden opererer under lidt anderledes vejrforhold, som nogle gange påvirker vores punktlighed. Vi er dog meget tæt på vores konkurrenter," skriver Alexandra Lindgren Kaoukji, som tilføjer, at SAS vil være "de bedste i punktlighed på de markeder, hvor vi opererer."

På spørgsmålet om, hvorvidt der ikke er langt op til niveauet på 91,5 pct. hos Norwegian, som også opererer på det nordiske marked, lyder det:

"Det var i forhold til et samlet billede af vores konkurrenter. Men som sagt - vi har tænkt os at holde fast i vores høje ambitioner, nu hvor vi forhåbentlig står på den anden side af pandemien."

SAS har lang vej til 2025-mål for brug af bæredygtige brændstoffer

Ny SAS-chef går ind på næsten samme lønniveau som forgængeren 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også