Personale strejker i Københavns Lufthavn

På et af årets store rejsedage, holder SAS-fly stille i Københavns Lufthavn, fordi bagagepersonale strejker. Opdateret.
Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
Af Ritzau og Sebastian Schlüter Jacobsen

En række SAS-fly i Københavns Lufthavn er lørdag ramt af forsinkelser, fordi bagagepersonale har nedlagt arbejdet.

Det oplyser Københavns Lufthavns presseafdeling lørdag formiddag.

Der er tale om en ”spontan arbejdsnedlæggelse” blandt de ansatte i SGH, fordi de er utilfredse med ledelsen. Det fortæller 3F til TV 2, DR og Ekstra Bladet.

SGH er et selskab under SAS med ansvar for at håndtere bagage.

Mange rejser typisk mod varmere destinationer i begyndelsen af vinterferien, og derfor lander arbejdsnedlæggelsen på en af de travlere dage i lufthavnen.

”Det er en af vores store rejsedage, selv om den selvfølgelig ikke er på niveau med 2019,” siger lufthavnens pressevagt Søren Clausen til Ritzau.

Det fremgår ikke, hvor mange passagerer der er berørt.

17 SAS-afgange, der skulle være lettet lørdag morgen mellem 07.55 og en time frem, fik udskudt deres afgang.

De fleste af dem har ved middagstid fået luft under vingerne, men i mellemtiden er også andre flyafgange blevet ramt af forsinkelser. Klokken 12 er der forsinkelser på 11 af SAS’ afgange.

Grunden til at nogle kan komme afsted, selv om der er arbejdsnedlæggelse, er, at SAS har kaldt nogle ledende medarbejdere i SGH ind til at stå for opgaverne.

Det fortæller Alexandra Kaoukji, der er konstitueret pressechef i SAS, til Ritzau.

”Vi forventer, at vores medarbejdere kommer tilbage på arbejde så hurtigt som muligt. Vi er nu fuldt fokuseret på at få de fly afsted, der er på jorden, og vi regner med at få vores passagerer afsted i løbet af dagen. Omend noget forsinket,” siger hun i en skriftlig udtalelse.

Hun betegner det som ”dybt beklageligt og uacceptabelt, at man tager vores passagerer som gidsler”.

Nogle passagerer bliver ifølge pressechefen sendt afsted uden bagage, som SAS så sender til samme destination på næste ledige afgang.

”Og sørger for at den når kunderne ved deres slutdestination,” siger Alexandra Kaoukji.

De berørte flyafgange fra København er blandt andet nogle med destination i de øvrige nordiske lande, Alicante i Spanien, Genève i Schweiz og Milano i Italien.

Også passagerer, der ankommer til Københavns Lufthavn med SAS, kan opleve forsinkelser med hensyn til at få deres bagage på grund af arbejdsnedlæggelsen.

Det er lørdag middag uvist, hvornår de ansatte med ansvar for bagagehåndtering vender tilbage til arbejdet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også