Stewardesser om SAS-besparelser: Det ser svært ud denne gang

Ansatte i SAS er forud for ny spareplan bekymret for, at SAS ansætter folk på dårligere overenskomster.
Foto: Paul Hanna/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Paul Hanna/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

De ansatte hos SAS er vant til sparerunder, og med to års coronapandemi kommer det ikke som en overraskelse, at der er lagt op til nye besparelser i flyselskabet.

Men det kan blive svært at acceptere yderligere forringelser, så længe SAS bliver ved med at ansætte kolleger i andre selskaber på billigere overenskomster.

Det fortæller Christa Ceré, formand for Cabin Attendants Union (CAU), der repræsenterer kabinepersonalet hos SAS.

"Hvis vi skal være med til at spare og effektivisere yderligere, så har vi brug for at vide, at vi også er en del af fremtiden, og det er ikke det, SAS signalerer lige i øjeblikket, når de ansætter nye på andre platforme," siger Christa Ceré.

SAS præsenterede tirsdag en spareplan, hvor flyselskabet går efter at skære 5,2 milliarder kroner af de årlige omkostninger. Der er lagt op til besparelser hele vejen rundt i koncernen.

Christa Ceré henviser til, at SAS har oprettet nye produktionsselskaber - herunder SAS Connect - hvor det ansætter personale på billigere overenskomster.

I starten af coronakrisen gik ansatte i SAS med til enten at blive opsagt eller at gå på orlov mod at kunne blive genansat, når der igen begyndte at komme gang i flyvningen.

SAS og de ansatte strides om den aftale, fordi der blevet ansat nye folk i de nye selskaber, selv om ikke alle de opsagte eller hjemsendte ansatte har fået deres gamle job tilbage.

Christa Ceré fortæller, at CAU har 350 medlemmer på orlov, som blev sendt hjem under coronapandemien, og de kan risikere at blive opsagt per 1. juli.

Hos piloterne er der en lignende bekymring. Henrik Thyregod, der er formand for Dansk Pilotforening, siger til Berlingske, at der stadig er 550 piloter, der er blevet afskediget, men ikke genansat.

"Skal vi undgå en konflikt, vil det kræve, at man bliver enige om, at de 550 opsagte piloter kommer tilbage. Det er helt afgørende for mig."

"Jeg kan ikke leve med, at man hyrer spanske, italienske og ungarske piloter til Connect i København, mens danske piloter går arbejdsløse," siger Henrik Thyregod til Berlingske.

Hos kabinepersonalet er man klar til at forhandle med ledelsen, men Christa Ceré kalder det vanskeligere end ved tidligere sparerunder.

"Vi har prøvet det her før. Gennem to årtier har vi stået over for effektiviseringer og spareplaner i forskellige afskygninger."

"Det kommer ikke som nogen overraskelse fra nogen, at der kommer endnu en sparerunde, når man ser på, hvad vi lige har været igennem."

"Jeg har svært ved at se, at vi kan blive ved, men vi går som altid konstruktivt ind til en dialog, men det ser ekstra svært ud denne gang," siger Christa Ceré.

SAS har begrundet spareplanen med coronapandemien, og at omkostningerne er for høje i forhold til rivalerne.

"SAS har gennem mange år været tynget af en omkostningsstruktur, som ikke er konkurrenceduelig og hindrer selskabet i at nå sit fulde potentiale," skrev SAS tirsdag om planen.

Sats på faldende oliepriser koster SAS dyrt: Men direktør afviser fortsat at låse prisen

SAS genbruger gamle besparelser i ny overlevelsesplan 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også