Dansk chauffør henter ukrainere: Prøver at redde et lille hjørne af verden

Buschauffør Bent Mortensen har 19 ukrainere med hjem i bus. Turen har været meget bevægende, fortæller han.
Foto: Peter Lazar/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Lazar/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Som buschauffør hos Morsø Taxi & Turisttrafik står en arbejdsdag normalt på rutekørsel på den nordvestjyske ø eller turistture.

Men siden tirsdag morgen har 57-årige Bent Mortensen fra Glyngøre været på en uvant opgave.

Han har med en kollega kørt de omkring 1500 kilometer fra Mors til den polsk-ukrainske grænse for at hente flygtede ukrainere fra den russiske invasion med hjem til Danmark.

Det sker i samarbejde mellem Morsø-virksomheden og organisationen Bevar Ukraine.

Bent Mortensen og bussen er torsdag middag tæt på den danske grænse og har 19 ukrainske kvinder og børn med.

"Fra at være meget trætte, da de kom ind i bussen, har de fået sovet nu, og børnene leger nede i bussen. Nu er vi snart i Danmark, og jeg tror, at de er lettede over at blive forenet med familie, venner eller bekendte fra Ukraine," fortæller Bent Mortensen om sine passagerer.

Han sagde mandag ja "lige på stedet", da han blev spurgt af sin chef, om han ville køre bussen til grænsen.

"Jeg har fulgt med i nyhederne om situationen og er dybt rystet over det, der sker i Europa lige i øjeblikket."

"Kan jeg være en lille brik i at hjælpe nogle få mennesker, så står jeg til disposition. Jeg ved, at jeg ikke kan redde hele verden, men jeg kan da prøve at redde et lille hjørne af den," siger Bent Mortensen.

På turen derned var bussen fyldt med legetøj, dyner, medicin, hygiejne og andet brugbart til de flygtende ukrainere.

Natten til onsdag nåede bussen en polsk by tæt på grænsen, hvor Bent Mortensen fik sovet et par timer, inden turen gik til grænsen onsdag middag.

Alvoren var til at få øje på, fortæller han.

"Der kom busser over grænsen fra Ukraine med kvinder og børn. Det var barskt at se på, for man kunne se i deres øjne, at det her godt nok er alvorligt."

Bent Mortensen fortæller, at de havde regnet med at fylde hans bus samt den anden fra Morsø Taxi & Turisttrafik, der var af sted. Men det lykkedes ikke.

Det var ukrainere med en relation til Danmark, der ville med. Det blev til 19 personer i Bent Mortensens bus og 30 til 40 i den anden.

"Kvinderne prøvede at berolige børnene og prøvede at være fattede, men børnene kunne godt mærke, at mor var ked af det. Men de var så trætte."

"Vi var ikke kommet mange kilometer ud af byen, og så var der ro i bussen. Der var faktisk lige så roligt i bussen på vej hjemad, som der var herned, hvor der ikke var nogen passagerer."

Nogle af de evakuerede sættes af i Vejle, hvor de transporteres videre østpå. Resten kører med Bent Mortensen tilbage mod Mors.

"Det har været en meget overrumplende oplevelse, hvor vi har vidne til det, vi har set i fjernsynet, inden vi tog hjemmefra. Vi har været tæt på de mennesker, og det har været meget bevægende. Men også en stor og positiv oplevelse," siger Bent Mortensen.

Når han kommer hjem skal turen "bundfælde sig".

"I næste uger skal jeg køre skiturister til Østrig. Men ugen efter ringer de bare, og så kører vi igen."

Krig er en mavepuster for luftfartsselskaberne 

Volkswagen suspenderer produktion i Rusland 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også