Diesel er dyrere end benzin for første gang i 16 år

For første gang siden en orkan i den mexicanske golf i 2006 er diesel nu dyrere end benzin.
En stander viser brændstofpriserne tirsdag den 8. marts. Siden er priserne steget yderligere. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En stander viser brændstofpriserne tirsdag den 8. marts. Siden er priserne steget yderligere. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For første gang i 16 år skal man onsdag have flere penge op af lommen for at fylde diesel på bilen frem for benzin.

Det skriver Finans med henvisning til de nyeste tal fra Circle K.

Her ligger den seneste listepris på en liter benzin på 17,39 kr., mens en liter diesel koster 17,69 kr. – en stigning på 1 kr. sammenlignet med prisen tirsdag.

"Vi skal helt tilbage til 2006, hvor orkanen Katrina i den mexicanske golf gav et lignende spring, og diesel var dyrere end benzin. Prisudviklingen er helt klar en effekt af krigen i Ukraine. Rusland er en tung spiller på eksport af diesel. Landet dækker omkring 50-60 pct. af det mellem- og sydeuropæiske marked, og krigen og sanktioner fra bl.a. USA betyder, at dieselprisen stiger markant, fordi markedet reelt set er mindre end tidligere," siger Jesper Dan Holst Rasmussen, der er seniormanager for prisfastsættelse hos Circle K, til Finans.

Han peger samtidig på, at tirsdagens melding fra USA om et forbud mod import af russisk olie, gas og andre energiformer endnu ikke har sat sig i de danske brændstofpriser, hvorfor han forventer, at prisen vil stige yderligere torsdag.

I år er listeprisen på benzin steget med 24 pct., mens stigningen for diesel lyder på 42 pct., skriver mediet.

Skatterådet skal drøfte fradrag efter stærkt stigende benzinpriser

Krigen i Ukraine skaber nye udfordringer for verdens bilproducenter 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også