Krydstogtskibe skifter russiske havne ud med danske efter invasion

Det er særligt havnene i København, Aarhus og Skagen, som krydstogrskibe har skiftet de russiske havne ud med, efter Rusland invaderede Ukraine.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Mange internationale rederier dropper russiske Sankt Petersborg som anløbshavn for krydstogtskibe.

Det mærker man i danske havne som København, Aarhus og Skagen.

Her er meldingen, at man har set en markant stigning i bookede anløbstider siden den russiske invasion af Ukraine.

”Vi har fået ti ekstra anløb i kalenderen - svarende til 30.000 ekstra gæster – siden krigen i Ukraine brød ud.”

”Det er selvfølgelig godt med ekstra gæster, men det er på en trist baggrund,” siger direktør Pia Lange Christensen fra turistorganisationen VisitAarhus.

Kunderne begrunder ifølge turistdirektøren omlægningen af ruterne med krigen.

Sankt Petersborg er – eller rettere var – en populær destination for krydstogtskibe.

Men det har invasionen, der begyndte for en måned siden, ændret.

I København ser man også en markant øget efterspørgsel fra krydstogtskibe.

Selskabet Copenhagen Malmö Port oplyser, at man har modtaget i alt 79 flere bookinger, heraf 11 til København, siden den russiske invasion blev indledt.

Men det går stærkt i øjeblikket, og bookingskærmen ændrer sig konstant, oplyser kommunikationschef Ulrika Prytz Rugfelt.

Skagen Havn er også blandt de danske havne, der modtager krydstogtskibe.

Inden invasionen var der anmeldt 43 anløb i år. Men det er nu vokset til 52.

”Nogle rederier aflyser, andre vælger andre havne. Og det nyder vi godt af i Skagen. Selv om alle jo ville ønske, at omstændighederne var lidt anderledes,” siger krydstogtmanager Anne Sofie Rønne Jensen, Skagen Havn.

De danske havne er så at sige kommet fra asken i ilden.

Særligt på baggrund af coronapandemien, der de sidste to år har spændt ben for mange af de krydstogtskibe, der normalt finder vej til danske havne.

”Vi har kun haft et enkelt krydstogtskib sidste år og slet ikke nogen forrige år. Så det er lige før, at vi har glemt, hvad det vil sige at få internationale krydstogtskibe hertil. Men vi er klar til at modtage dem,” siger Pia Lange Christensen.

De ekstra turister giver også øget omsætning i byerne, påpeger hun.

”Det er noget, der betyder meget for de lokale attraktioner og for detailhandelen, fordi gæsterne lægger nogle penge i de timer, de er i havn.”

Mærsk-chef nedtoner corona-nedlukninger i Kina: Havne fungerer ”ret upåklageligt”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også