Sveriges regering udskyder plan om id-kontrol på grænsen

Den svenske regering havde planer om, at id-kontrol skulle genindføres den 8. april. Det er nu droppet. DI Transport glæder sig over, at der ikke sættes hindringer for erhvervslivets bevægelighed til nabolandet.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Den svenske regering har udskudt planen om id-kontrol ved landets grænse på ubestemt tid.

Det oplyser den svenske minister for infrastruktur, Tomas Eneroth, torsdag til det svenske nyhedsbureau TT.

Den svenske regering meldte sidste uge ud, at den planlagde at genindføre id-kontrol ved de svenske grænseovergange.

Lovforslaget skulle have været hastebehandlet i Riksdagen i Sverige, så det kunne træde i kraft den 8. april og gælde i seks måneder.

Forslaget kom i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. Ifølge FN’s flygtningeorganisation har den sendt over 3,6 millioner ukrainere på flugt.

Den svenske regering vurderede, at flygtningekrisen kunne blive så alvorlig, at den var nødt til at træffe foranstaltninger for at kunne opretholde lov og orden og beskytte den nationale sikkerhed, lød det dengang fra ministeren.

Lovforslaget indebar muligheden for at tjekke id på dem, som ankom til Sverige med tog, bus eller passagerskib.

Siden har forslaget mødt modstand fra blandt andre de svenske regionalpolitikere i Skåne.

Ordfører for de skånske regionalpolitikere Carl Johan Sonesson udtalte dengang til det svenske nyhedsmedie SVT, at id-kontrol ville straffe alle pendlerne.

”Det er som om, at politikerne i Stockholm ikke har lært eller forstået noget som helst om, hvordan situationen ser ud i Skåne,” sagde han.

I Danmark var der utilfredshed med det svenske forslag. Chef for DI Transport Karsten Lauritzen skrev dengang i en pressemeddelelse:

”At skabe hindringer for fri bevægelighed over Øresund skaber store udfordringer og forsinkelser for både erhvervsliv og personer. Det så vi under flygtningekrisen i 2015.”

Dansk Industri oplyser, at den midlertidige id-kontrol ved den såkaldte flygtningekrise i 2015 til 2017 medførte massive køer på perronen i Kastrup, aflyste tog og forlængede rejsetider til Malmø.

DI anslår også, at 18.200 personer jobpendlede over Øresund i 2020.

Postnord i Danmark fortsætter med post til og fra Rusland trods svensk stop

Prisen for at få flyttet en fyrrefodscontainer falder igen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også