Pony.ai og dets selvkørende taxier får licens i Kina

Kinesere i Guangzhou vil snart kunne lade sig fragte omkring af en af de 100 taxier uden chauffør.
Foto: Marcus Emil Christensen
Foto: Marcus Emil Christensen
AF MIKKEL HOLMGAARD WINDING

Det kan være, at et nyt ord snart skal finde vej til vores kollektive ordforråd. Og det kan være, at det på sigt vil betyde et endegyldigt farvel til akavet small talk fra bagsædet efter julefrokoster og andre våde komsammener.

Kinesiske Pony.ai har - ifølge selskabet selv - som det første nogensinde fået tilladelse til at tage betaling for sin service, som i al sin enkelthed går ud på at drive taxiselskab uden taxichauffører.

Tidligere har Pony.ai haft licens til på prøvebasis at lade deres robottaxier arbejde i et begrænset område i Beijing, men nu har selskabet, som har samarbejder med blandt andre bilproducenten Toyota, skaffet sig tilladelse til at lade 100 chaufførfri taxier fungere i storbyen Guangzhous Nansha-distrikt. Det fremgår af en pressemeddelelse, som Pony.ai har sendt ud.

I praksis anvender passagerer en app på deres mobiltelefon til både at bestille og betale for vognen. I første omgang vil selskabet placere en chauffør i bilerne, som for sikkerhedens skyld skal være klar til at tage over, men på sigt vil bilerne køre rundt helt på egen hånd.

Foruden Beijing og Guangzhou har Pony.ai planer om at udvide til to andre kinesiske storbyer næste år, mens det store spring til massekommercialisering ifølge pressemeddelelsen skal tages i 2024 og 2025. Også i Californien er selskabet i gang med sine forsøg med selvkørende taxier.

For at få lov til at tage betaling for turene har Pony.ai måttet bevise teknologiens sikkerhed. De kinesiske myndigheder har blandt andet krævet, at de selvkørende biler skulle undergå forsøg i 24 måneder og køre mere end en million kilometer.

”At være Kinas første virksomhed med selvkørende køretøjer til at modtage en taxilicens er et bevis på Pony.ais teknologiske styrke og evne til at drive robottaxi-service. Vi vil udvide omfanget af vores tjenester, levere rejseoplevelser af høj kvalitet til offentligheden i Guangzhou, skabe et sammenligningsgrundlag for robottaxi-industrien og fortsætte med at føre an i kommercialiseringen af robottaxier og robotlastbiler,” siger James Peng, medstifter og adm. direktør for Pony.ai i pressemeddelelsen.

Falcks ambulanceforretning mærker pres fra overophedet arbejdsmarked

Postnord indsætter nye elbiler og tester hurtigladere

Velkommen køber sig ind i ladestanderselskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også