Mette F. om risiko ved øget fradrag: Man skal kunne passe sit job

Mette F. siger om øget kørselsfradrag, at man skal kunne passe sit job. Trods det kan øge brug af russisk gas.
Landets statminister Mette Frederiksen (S) mener ikke, folk vil køre mere i bil, hvis befordringsfradraget hæves. | Foto: Martin Sylvest
Landets statminister Mette Frederiksen (S) mener ikke, folk vil køre mere i bil, hvis befordringsfradraget hæves. | Foto: Martin Sylvest
AF RITZAU

På et doorstep efter spørgetimen i Folketingssalen bliver statsminister Mette Frederiksen (S) spurgt, om hun ved at øge befordringsfradraget ikke løber en risiko for at smide penge i Ruslands krig i Ukraine.

”Så længe der er brug af fossile brændstoffer fra Rusland, så understøtter vi noget, vi ikke ønsker. Derfor har vi sagt, at vi vil være frie af fossile brændstoffer og gas fra Rusland,” svarer Mette Frederiksen.

”Men folk skal kunne få lov til at passe deres arbejde,” lyder det videre.

Ved at øge, hvor stor en del af beløbet, der medregnes som fradrag - den såkaldte skatteværdi - som regeringen ønsker, kan situationen ende sådan, at folk kører mere i deres biler. Det vil øge efterspørgslen på benzin, derefter prisen på benzin, og Rusland er en stor eksportør af brændstof til EU, bliver Mette Frederiksen forholdt i forbindelse med pressemødet.

Men den ligning køber statsministeren ikke.

”Jeg tror da ikke, at folk begynder at køre mere i bil, hvis vi ændrer befordringsfradraget,” siger hun.

Hun lægger vægt på, at det ikke er alle steder i landet, at kollektiv transport eller cykel er et muligt alternativ til bil.

”Selvfølgelig er jeg optaget af, at hvis du bor i Sønderjylland, Nordjylland, Vestjylland eller store dele af Sjælland, at du faktisk kan passe dit arbejde, selv om der er stigende priser på benzin,” siger Mette Frederiksen.

Mogens Fosgerau, professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet, afviser statsministerens tro på, at folk ikke kører mere i bil, hvis befordringsfradraget ændres.

Han siger, at generelt ”når det bliver billigere at transportere sig, så gør man det mere”.

”Hvis der spørges, om det ændrer sig i morgen, har hun nok omtrent ret. Men på længere sigt vil det påvirke, hvor folk bor og arbejder henne, og så vil det give mere trafik.”

”Det vil gøre det lidt billigere at pendle, så næste gang man skifter bolig eller skifter job, tager man det i betragtning, og det vil få nogle til at få en længere pendlingsafstand, end de ellers ville have haft,” siger Mogens Fosgerau.

Skatterådet har tirsdag besluttet at hæve satserne for både kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse på grund af de stigende brændstofpriser.

Har man samlet mellem 25 og 120 kilometer til og fra arbejde, får man et fradrag på 2,16 kroner per kørt kilometer. Det er en stigning på 18 øre.

Stigningen i kørselsfradraget sker med tilbagevirkende kraft, så det gælder hele 2022.

Også satsen for befordringsgodtgørelse hæves, så virksomheder kan godtgøre udgifter til erhvervsmæssig kørsel for 3,70 kroner per kilometer. Det er en stigning på 19 øre.

Men interesseorganisationen FDM skriver i en kommentar, at forhøjelsen kun dækker knap en tredjedel af meromkostningerne. FDM mener, Folketinget bør øge den skattemæssige værdi af fradraget. Den er i dag på godt 25 procent.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil tirsdag ikke umiddelbart svare på, om hun støtter en sådan løsning.

”Mit forslag vil være, at nu er der kommet en ændring af befordringsfradraget, og vi tager det med ind i forhandlingerne med de øvrige partier. Så ser vi på, om der er behov for at gøre yderligere,” siger hun.

Skatterådet løfter sats for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse

Sats for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse hæves

290.000 pensionister skal have 5000 kroner ekstra skattefrit

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også