Oprydningsmission har ændret Semler-ejet virksomheds forretningsfokus

Siden Christian Bering Pedersen satte sig i direktørstolen i Semler-ejede Holo for to år siden, har han været i spidsen for en strategiændring, som har skåret virksomhedens strategi til og i processen barberet flere millioner af underskuddet.
Foto: Holo, PR
Foto: Holo, PR

Da Christian Bering Pedersen gik fra at være teknisk direktør til adm. direktør for Holo i 2020, var det med henblik på at se strategien efter i sømmene i selskabet, der er ejet af Semler Gruppen, og som arbejder med selvkørende teknologi inden for persontransport og fragt.

Førhen havde virksomheden været meget ambitiøs i den nye direktørs øjne, hvor selskabet med sine 15 minibusser ville være blandt de første, der fik den selvkørende teknologi til at fungere på vejene i Skandinavien.

Men den strategi fungerede ikke længere.

”I 2020 valgte vi så at trække stikket på den del af det,” siger Christian Bering Pedersen, da MobilityWatch er på besøg i Holos hovedkontor på Nørrebro i København.

Teknologien udviklede sig for langsomt, lovgivning og godkendelser trak processer i langdrag, og så ramte corona, som skabte nye udfordringer både med at kunne køre med passagerer, men også med at få leveret den teknologi og de reservedele, der var behov for.

Den helt store udfordring var samtidig, at køretøjerne fortsat kørte med en sikkerhedsperson ombord, og dermed var der stadig udgifter til personale i busserne, selvom busserne kørte af sig selv.

”Det er jo først, når du tager sikkerhedspersonen ud af køretøjet, der er en business case i det. Derfor valgte vi at træde et skridt tilbage og lukke nogle projekter ned,” siger Christian Bering Pedersen.

Nye fokus og forretningsområder

I dag går Holo derfor mere konservativt til værks.

De operationelle projekter med selvkørende busdrift er stort alle lukket ned, og selskabet har ikke planer om at gå ind i projekter som operatør, medmindre der er tale om en kunde, som forpligter sig til at nå så langt, at sikkerhedspersonen kan tages ud af køretøjet.

Desuden fokuserer Holo i højere grad på fragt via droner, ligesom man begynder at eksperimentere med små selvkørende fragtkøretøjer på vejene i Norge og Danmark.

”Vi fokuserer vores indsats på projekter, der giver mere mening, hvor vi har bedre leverandører og har mere kontrol over processen og bedre kontrakter baseret på de erfaringer, vi har, og så venter vi lidt på, at teknologien ankommer,” siger Christian Bering Pedersen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En drone fra projektet Health Drone, som er et samarbejde mellem blandt andet Holo og Odense Universitetshospital. | Foto: SDU/PR
En drone fra projektet Health Drone, som er et samarbejde mellem blandt andet Holo og Odense Universitetshospital. | Foto: SDU/PR

Et nyt forretningsområde, som Holo er gået ind på, er desuden rådgivning. Her tager selskabet sig betalt for at dele ud af sine erfaringer med teknologien og godkendelsesprocesserne på de skandinaviske markeder.

”Vi har fire års erfaring på vejene og endnu længere erfaring som virksomhed, så vi ser på, hvem der kunne have brug for den viden i branchen. Så samtidig med at vi er trådt et skridt tilbage fra det operationelle, er vi er blevet lidt en konsulentforretning i mellemtiden,” siger Christian Bering Pedersen.

Afgrænsningen, som blandt andet har skåret flere operatørroller fra, har betydet, at virksomheden i dag er skrumpet ind fra de 60 medarbejdere, selskabet havde, da der var flest, til i dag 20 medarbejdere.

Desuden kan strategien ses ud af selskabets årsregnskab, hvor selskabet i 2021 som følge af lavere omkostninger fik barberet over 40 mio. kr. af sit underskud fra en bundlinje på -51,4 mio. kr. i 2020 til -8,2 mio. kr. i 2021.

En presset ejer

Hvornår Holo vil blive en virksomhed, der giver overskud, ligger stadig lidt ude i fremtiden. Men direktøren er forhåbningsfuld, da punktet, hvor busser kan køre helt selv – uden en sikkerhedsperson ombord – kommer nærmere.

”Det er det magiske punkt, vi kigger efter, i forhold til hvornår det giver mening rent forretningsmæssigt,” siger Christian Bering Pedersen, som har en forventning om, at det kan blive en realitet for Holo i 2023.

”Så er det jo ikke sådan, at vi begynder at tjene penge dagen efter, men så er det, at vi kan begynde at få flere køretøjer på gaden, end vi har ansatte. For så er det ikke længere en person per køretøj, som er ca. 60-70 pct. af omkostningerne i en buslinje i Danmark,” tilføjer han.

Krigen i Ukraine er dog også noget, der påvirker selskabet på nuværende tidspunkt, da Holos leverandører har behov for at få de komponenter, der er nødvendige for at bygge køretøjer og droner, hvilket krigen har besværliggjort.

Samtidig presser krigen hele bilindustrien, da flere underleverandører er lokaliseret i Ukraine og Rusland, og det rammer dermed også Holos ejere Semler.

”Det er klart, at det er der, vores finansiering kommer fra, så fra den hånd bliver vi også bedt om forholde os til det og træffe nogle mere konservative beslutninger, end vi har gjort tidligere,” siger Christian Bering Pedersen.

”Men man kan sige, havde vi ikke haft corona, mangel på mikrochips og krig i Ukraine, så tror jeg stadig, vi havde truffet de her beslutninger om at træde et skridt tilbage, da vi har lært det, vi ville med det her. Nu vil vi så bruge de erfaringer og gå til nye projekter med en anden tilgang,” siger direktøren.

Semlers selvkørende forretning skar stor luns af underskuddet i 2021

Minister ser ”kæmpe potentiale” i droneteknologi for fremtidens transport

Trafikselskab undersøger selvkørende fremtid: ”Vi er nødt til at forfølge det”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også