Rekordlavt antal blev dræbt i trafikken i 2021

Nedlukning af det danske samfund er en del af forklaringen på, at antallet af trafikdrab i 2021 var lavt.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Et rekordlavt antal blev dræbt på de danske veje i løbet af sidste år.

Det viser en opgørelse, Vejdirektoratet står bag. Den er blevet offentliggjort torsdag morgen.

I alt mistede 130 personer livet i trafikken i løbet af 2021. Det er det laveste tal, der er blevet registreret, siden man begyndte at gøre det for næsten 100 år siden.

Til sammenligning blev 163 personer dræbt i trafikken året forinden.

En del af forklaringen på det lave tal er, at trafikken var præget af hårde coronarestriktioner og nedlukninger af det danske samfund.

Vejdirektoratet glæder sig imidlertid over, at antallet af cyklister, der mistede livet i trafikken i 2021, ligger meget lavt.

25 cyklister blev således dræbt i trafikken sidste år. Det er kun set lavere i 2012.

”For bare 20 år siden var antallet af tilskadekomne cyklister det dobbelte. Det tyder på, at en optimeret cykelinfrastruktur og forskellige cykelkampagner har forbedret forholdene for cyklister,” siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen.

Her skal en del af forklaringen dog formentlig også findes i, at cykeltrafikken de seneste ti år har været faldende, lyder det.

”Vejdirektoratet stiller derfor i disse år ekstra skarpt på at fremme cyklismen med flere konkrete initiativer som for eksempel udbygning af cykelstier, kampagner og et stærkere fokus på ny viden.”

”Vi skal have vendt udviklingen og op på sadlen igen - ikke mindst på de kortere ture. Det er både godt for vores egen sundhed, og det er godt for miljøet og klimaet,” siger hun i en meddelelse.

828 cyklister kom til skade i trafikken sidste år. I de foregående år har det tal svinget mellem 766 og 893.

Selected Car Leasing rammer milliardmilepæl

For få breve: Postnord lukker terminal med 200 ansatte

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også