Lufthavne i Amsterdam og London sætter loft over passagerer

Gatwick begrænser antallet af flyvninger som følge af personalemangel. Schiphol begrænser antal passagerer.
Foto: Peter Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Gatwick Airport i London vil hen over sommeren begrænse antallet af flyvninger som følge af fortsat personalemangel i lufthavnen.

Det reducerede antal flyvninger betyder, at flyselskaber vil være tvunget til at aflyse afgange.

Det oplyser lufthavnen natten til fredag.

Storbritanniens andenstørste lufthavn vil i løbet af den travle sommersæson begrænse antallet af flyvninger til 825 om dagen i juli og 850 i august. På den måde vil lufthavnen forsøge at undgå kaos.

Gatwick oplyser ikke, hvor mange daglige flyvninger lufthavnen normalt har i juli og august.

Meldingen kommer, kort tid efter at Schiphol-lufthavnen i Amsterdam torsdag oplyste, at den sætter et loft over antallet af passagerer, som den vil håndtere i løbet af sommerens rejseperiode.

Også Schiphol henviser til personalemangel.

Lufthavnen oplyser videre, at den vil håndtere omkring 70.000 passagerer om dagen, hvilket er færre end flyselskaber har planlagt ud fra.

”Vi sætter en grænse nu, således at langt størstedelen af de flyrejsende vil være i stand til at rejse fra Schiphol på en sikker og ansvarlig måde,” udtaler lufthavnens administrerende direktør, Dick Benschop, i en erklæring.

Lufthavne rundt om i Europa lider under logistikproblemer og personalemangel efter at have afskediget tusindvis af mennesker under coronapandemien.

Som følge heraf har flyselskaber som blandt andet Lufthansa og EasyJet allerede meddelt, at de planlægger at reducere antallet af flyvninger over sommeren.

Tidligere i juni bad den britiske transportminister, Grant Shapps, flyselskaber om at stoppe med at sælge billetter til fly, som de ikke kan bemande med personale.

Opfordringen fra ministeren kom efter en bølge af aflyste flyafgange.

Lufthansa er presset til at aflyse flyafgange

Flykaos i London og Amsterdam aflyser fly fra hele Europa

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også