SAS er nu den mest shortede aktie i Norden

SAS er på en overlevelsesmission, og nye data viser, at flyselskabets aktie nu er den mest shortede i Norden.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

SAS kæmper for tiden for at gennemføre sin redningsplan SAS Forward.

Selskabet har dog flere gange fortalt, at det går trægt med at blive enig med fagforeninger og kreditorer om at sænke omkostningerne i selskabet og barbere gælden ned, så der er udsigt til, at nye investorer vil skyde penge i forretningen.

Samtidig tyder det nu på, at mange i markedet har ringe tiltro til, at det lykkes.

I hvert fald skriver Bloomberg på baggrund af data fra IHS Markit, at SAS lige nu er den mest shortede aktie i Norden.

Hedgefonde og andre investorer tror således på, at der er aktiefald forude og har shortet, hvad der næsten svarer til en tredjedel af aktierne i frit omløb.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Det er er endda til trods for, at SAS-aktien allerede har mistet mere end halvdelen af sin værdi siden årsskiftet.

”Det giver mening, at mange mennesker satser imod aktien på dette meget afgørende tidspunkt for SAS,” udtaler Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker og chef for aktieanalyse i Sydbank, til Bloomberg.

”Det eneste håb, som SAS-aktionærer har for at få nogen værdi ud af deres investering, er, hvis SAS bliver reddet, og der er ingen garantier for, at det vil ske.”

Analytikeren vurderer på baggrund af den tidligere rekapitalisering i 2020 i SAS, at en gældskonvertering og en ny rekapitalisering kan betyde, at nuværende aktionærer må se deres aktier bliver udvandet til omkring 3 pct. af det samlede ejerskab.

SAS-ledelsen forhandler i disse dage i Stockholm med piloterne i SAS Pilot Group om at indgå ny overenskomst og om at forhindre den strejke, som piloterne har varslet i den kommende tid, hvis ikke der findes en løsning på deres krav.

Den svenske stat har afvist at skyde nye penge i SAS, mens den danske er parat med ny kapital, hvis der kan findes tilstrækkeligt med besparelser i selskabet til at gøre det konkurrencedygtigt.

SAS-aktien handles fredag morgen til 0,64 svenske kr., svarende til 0,45 danske kr.

SAS-piloterne udsender andet strejkevarsel

Dansk støtte til SAS kan blive gransket af EU-Kommissionen

SAS og 3F indgår ny lokalaftale

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også