DSB tvunget til at låne tyske togvogne fra den kolde krig

DSB er i en midlertidig periode tvunget til at bruge en række tyske togvogne, som har mere end 30 år på bagen. Ifølge direktør for togmateriel får det dog ikke indflydelse på kundeoplevelsen.
Jürgen Müller, direktør for Strategi & Togmateriel i DSB. | Foto: PR / DSB
Jürgen Müller, direktør for Strategi & Togmateriel i DSB. | Foto: PR / DSB

Nogle af DSB’s kunder skal i løbet af næste år en tur tilbage i tiden.

Her indsætter det statsejede selskab nemlig en række togvogne af typen IC1, der skal dække noget af kapaciteten på selskabets dansk-tyske ruter.

Produktionen af de første IC1-vogne begyndte, inden Berlinmuren faldt i 1989, og Jürgen Müller, der er direktør for strategi og togmateriel i DSB, lægger da heller ikke skjul på, at de kommende togvogne er af ældre dato.

”De er ret gamle, ja, men de fleste af dem er blevet moderniseret i løbet af 2010’erne,” siger han.

Effekt af spansk forsinkelse

Årsagen til, at DSB er nødsaget til at bruge en række vogne, der blev produceret, inden Danmark vandt EM i fodbold, er, at den spanske producent Talgo er blevet forsinket i leveringen af otte såkaldte vognstammer. Det er en betegnelse for et antal passagervogne, som er koblet sammen uden lokomotiv.

De spanske vogne vil således først blive leveret i løbet af 2024 i stedet for i sommeren 2023, som oprindeligt var planlagt.

En forsinkelse, som blev meldt ud i midten af januar, og som DSB efterfølgende har arbejdet på at finde en løsning på. Og her er DSB kommet frem til IC1-løsningen.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Togene låner man af tyske Deutsche Bahn, som man i forvejen samarbejder med.

Låneordningen vil ifølge Jürgen Müller ikke indeholde nogen ekstraomkostninger for DSB. Til gengæld forventer man at få erstatning fra Talgo for forsinkelsen af de kommende togvogne, som DSB betalte i omegnen af en mia. kr. for.

Knap så stort et mareridt

Løsningen med at låne de tyske vogne, der i dag bliver brugt til intercity-kørsler i Tyskland, vil ifølge Jürgen Müller ikke have effekt på passageroplevelsen.

Til gengæld kommer de gamle tog til at øge DSB’s kapacitet fra omkring 300 sæder pr. vogn til 450, oplyser togmaterieldirektøren.

Under et oplæg på banekonferencen Railcph i midten af juni lød det fra DSB’s driftsdirektør Per Schrøder, at arbejdet med at skaffe vikar-togvogne ikke var nogen dansk på roser.

”På den korte bane er det et mareridt... En udfordring,” rettede han hurtigt sig selv.

Jürgen Müller toner dog omfanget af arbejdet med de kommende IC1-togvogne ned, da det ifølge ham primært er af praktisk karakter.

Opgaverne indebærer bl.a. oplæring af togførere, opdatering af styresystemet i førerhuset samt en del praktik i forbindelse med opbevaringen af vognene om natten.

DSB skal i alt låne 56 IC1-vogne af Deutsche Bahn, oplyser Jürgen Müller.

Hvornår og hvor længe DSB præcist skal bruge de tyske togvogne ligger ikke helt fast endnu.

DSB indgår elkøbsaftale med Better Energy

Myndighed griber ind i tyskeres køb af DSB’s komponentafdeling

DSB-direktør ser en ”enestående” vifte af udfordringer lure i horisonten

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også