Intet nyt fra SAS-forhandlinger trods passeret deadline

1000 SAS-piloter har varslet strejke, hvis de ikke når til enighed med selskabet om en ny overenskomstaftale.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Forhandlingerne mellem SAS og selskabets piloter ser umiddelbart ud til at fortsætte, selv om den officielle deadline for en aftale er passeret.

I hvert fald er der kort efter deadline ved midnat fortsat radiotavshed fra de to parter.

Parterne har det meste af dagen forsøgt at nå til enighed om en ny overenskomstaftale for en stor del af selskabets piloter.

Omkring 1000 piloter i SAS’ moderskab har varslet strejke, hvis det ikke lykkedes at finde frem til en aftale inden midnat.

Piloterne er utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på billigere overenskomster i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

Ender det med en strejke, kan det komme til at berøre op mod 30.000 SAS-passagerer om dagen. Det oplyste selskabet mandag aften.

På trods af deadlinen har en af mæglerne - Jan Sjölin - ikke lukket muligheden for, at de vil fortsætte med at forhandle efter midnat. Det fortalte han tidligere til det svenske nyhedsbureau TT.

Også SAS har vurderet, at forhandlingerne kan ende med at fortsætte efter deadline.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også