Sydbank tvivler på ny udskydelse i SAS-forhandlinger

Selv om alt kan ske, tyder noget på, at SAS mener det, når selskabet siger, at det ikke ønsker at forlænge forhandlingerne med piloterne, vurderer analytiker.
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Det trækker op til afgørelsens time for SAS og selskabets piloter, der har fået indtil klokken 12 mandag til at nå til enighed om en ny overenskomst - ellers strejker piloterne.

Fra SAS lyder meldingen, at man ikke vil forlænge forhandlingerne yderligere.

Selvom man er så tæt på fristen, og man derfor skal tage alle udmeldinger med et gran salt, så tyder det på, at SAS mener det.

Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen.

”Overordnet har SAS-ledelsen givet det indtryk, at man er villig til at gå meget længere, end hvad man tidligere har været, i forhold til at lave konkursbeskyttelse og få ryddet op. Det er en ting, der peger i retning af, at der er vægt bag ordene, når man siger, at nu kan vi ikke mere - nu er der ikke flere forlængelser,” siger Jacob Pedersen til MarketWire.

”Men der er klart, at når det bogstavelig talt er i 11. time, så er der meget taktik i de udmeldinger, der kommer, så det er svært at sige,” lyder det videre.

Selvom parterne når til enighed om en ny aftale, betyder det ikke, at problemerne er løst for SAS.

”Så har de lagt én puslespilsbrik og ikke en særlig stor en af slagsen. Der skal lægges væsentligt større brikker end den her - man skal have andre medarbejdergrupper med på billige overenskomster, man skal have nedbragt gælden hos mange kreditorer og skal man have flere penge i kassen,” siger Jacob Pedersen.

Som et led i SAS’ redniningsplan, SAS Forward, skal det pressede flyselskab nedbringe omkostningerne og gælden og få nye penge i kassen.

En eventuel aftale med piloterne er kun en lille del af første trin, lyder det fra aktieanalysechefen.

”Det, at man laver en pilotaftale, gør ikke, at SAS er flyvende. Flyene er det, men selskabet er ikke,” siger Jacob Pedersen.

SAS: Der skal meget til ny udsættelse i forhandlingerne

Op til ny deadline: SAS ville forhandle hele natten – piloter ville sove

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også